I stærkeste opstilling?
Sidste år stod thrashlegenderne fra Exodus for et af Copenhells allerbedste oplevelser.
Med både Gary Holt og Rob Dukes tilbage, og så den mangeårige stamme af Tom Hunting, Jack Gibson og ikke mindst Lee Altus på guitar nummer to, var det måske et af bandets bedste lineups, vi fik at se sidste år på Pandæmonium. Ganske usædvanligt for gruppen med de konstante udskiftninger, er det præcis samme opstilling, der har stået bag amerikanernes 13. album, Goliath, der netop er udkommet. Der er således meget at leve op til, også selvom singleudgivelserne havde givet et lidt blandet indtryk. Lad os se, hvad resten kan.
Virker vold virkelig?
Et åbningsnummer på en metaludgivelse skal helst levere et klart og tydeligt budskab: ’Det her er, hvad I kan forvente, suckers…!’ Og jeg skal da love for, at med ”3111” starter festen med en banger: Først lidt episk thrash, og dernæst et klassisk Gary Holt-riff, som faktisk er skrevet af Lee Altus. Holt har da også proklameret, at det nye album er gruppearbejde, hvor alle har bidraget. Selv bidrager Holt med en temmelig utraditionel solo på denne ellers gennemført fede åbner. Fede soloer er der faktisk overalt på dette veludførte og velproducerede album. På titelnummeret blander violinisten Katie Jacobi sig i festen, oven på lækre Maiden-harmonier fra Holt og Altus. Mere Maiden-vibes får vi på "The Changing Me" med en rendyrket Murray/Smith-intro, inden vi når frem til et Gojira- og Mastodoninspireret omkvæd. Det er altså et Exodus, der her på Goliath – i hvert fald i starten - kommer lidt længere rundt end de plejer, hvilket klæder dem gevaldigt.
Singlen "Promise You This" er til gengæld en masterclass i, hvordan man skriver klassiske thrashriffs. Det kan godt være, at Holt og Altus er nogle gamle veteraner, men der er edderhyleme ikke antydninger af gigt i deres fingre. På titelnummeret sættes tempoet lidt ned, men hovedet-under-armen-fræs har nu altid været Exodus’ styrke, hvilket de straks beviser på "Beyond The Event Horizon”. På resten af albummet er der såmænd også masser af fine momenter, men det er alligevel, som om gruppen spiller lidt for meget på det sikre og lidt for lidt med de kreative muskler.
"Violence Works" er da et ganske fint nummer, og vold har jo altid virket i Exodus’ univers, men det fremstår lidt generisk. Og hvad der helt sikkert ikke virker, er den gamle vane med absolut at klemme omkring en times musik ned på alle nyudgivelser. CD’en er død, fat det nu venner! Soloerne alene berettiger tilstedeværelsen af ”2 Minutes Hate” på albummet, men det havde været klart bedre, hvis det nummer virkelig havde varet to minutter. Og således slutter det for Exodus som så ofte før: Lige ved og næsten.
Der skal blod på scenen
På trods af de mange superlativer, jeg netop har kastet efter dette album, lander det alligevel nok i bunken af de efterhånden mange Exodus-udgivelser, jeg aldrig rigtigt får hørt igen. I det mindste er det bedre end forrige omgang, og hold da magle, hvor gider jeg godt at opleve Rob Dukes brøle ’I promise you this…’ lige i fjæset på mig og en masse andre metalhoveder snarest muligt. Exodus er bare et band, der fungerer bedst på en scene
