Evergrey - Torn

Torn

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Power metal
Spilletid:53:34
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 1 stemme.

På dette, bandets nu 7. fuldlængde studiealbum, er alt tilbage ved gamle. Med dette menes der at bandets flirten med en mere minimalistisk og "rocket" lyd, på den foregående "Monday Morning Apocalypse," er helt væk. Personligt var jeg ikke helt oppe at ringe over dette album, men bifaldt at bandet prøvede noget andet. Dertil skal det lige bemærkes at bandets lyd, og tidligere materialer, har en helt speciel plads i mit metal-hjerte. Men som sagt, så er vi helt tilbage til den progressive lyd og de meget melodiøse og pompøse passager, som vi kender det fra pladerne før "Monday Morning Apocalypse." Der er masser af hook-lines og riffs. Dertil kan nummeret "Fear" klart anbefales, med et rigtig lækkert omkvæd og nogle seje guitarriffs. Nummeret skifter, nærmest helt naturligt, over i den næste single; "When Kingdoms Fall." Dette sker flere gange på pladen, så man får en fornemmelse af konceptualitet og sammenhæng, gennem hele pladen. Det fungerer rigtig godt.

Teksternes univers er som de plejer at være og Tom Englunds vokal er der intet at sætte fingeren på. Jeg har altid syntes han er en af metallens bedste sangere, (sanger, ikke growl, scream mv.) og på denne plade lyder han fuldstændig, som han altid har gjort. Det er kun godt! Men der en anden ting der nager mig ved "Torn." For nogle bands vedkommende, er den gamle opskrift den eneste rigtige måde at lave musik på. Dette er det, som sådan også, i Evergreys tilfælde. Men "Torn" makerer også et band, der har prøvet noget nyt, men forskrækket trækker sig tilbage til det gamle og velkendte. Jeg har set frem til denne udgivelse, men jeg savner at bandet tager chancer og prøver noget nyt. – Der bliver ikke rigtig leget nok, og så drukner pladen lidt i en alt for poleret produktion. På "Monday Morning Apocalypse" lød guitaren til tider beskidt og ude på ballade. Det gør den ikke her, og virker ret anonym i hele billedet. Bassisten kan jeg slet ikke høre, udover at han følger rytmeguitaristen og lægger bund sammen med en trommeslager, der ikke rigtig får gjort nok opmærksom på sig selv. Jeg keder mig lidt på den her skive og Evergrey virker lidt "another day at the office"-agtig. Hvilket er synd, for jeg véd der er mere i dem, end det her. Jeg er sikker på at Evergrey kunne have gjort det meget bedre, end de har gjort det her og gammelt vin på nye flasker, er ikke den rigtige måde.