Det obskure håb
”Rickshaw black metal med bongotrommer, jeg ved sgu ikke rigtigt… ”, var resten af redaktionens kommentar, da jeg præsenterede dem for en lille bid af det nyeste album fra Enterré Vivant. Hvis man ikke er bekendt med denne obskure duo, så er der absolut ingen tvivl om, at man ved første lyt vil have en hel del spørgsmål – det mest presserende værende: ”Hvad i alverdens riger og lande foregår der her?!”. For nok spiller d’herrer Sakrifiss og Erroiak atmosfærisk black metal, som er en ret almindelig genre, men deres japanske og ligeledes absurdistiske og avantgardistiske tvist gør bandets musik særdeles særegen. Men i et miljø, hvor der konstant skabes generisk og enslydende metal, så er rickshaw-black-bongo-metal måske netop dét, vi mangler?
The Last Samvrai
四元素 (Shigenso) er vel egentligt et konceptalbum. Albummets titel er japansk og er en reference til de fire elementer (ild, vand, jord og luft) – hvilket da også går igen i form af de fire numres titler. Lyrikken fremføres skiftevis af de to medlemmer, og ligeledes skiftes der mellem fransk og japansk. Selve musikken kombinerer da også både japanske folkeinstrumenter og piano af den franske skole med atmo-black a la Norge. Men der, hvor musikken for alvor stikker af, er, når det kommer til diverse vokalteknikker, der bliver benyttet – for hold på bambushat og briller, hvor er det sært! Der er et enormt fokus på narrative elementer på albummet, og især de skiftende vokaler er med til at underbygge ideen om, at der altså fortælles en reel historie her. På de to første numre, ”風 (Le vent)” og ”火 (Le feu)”, gøres der brug af en vokalteknik, der bedst kan beskrives som ”zenbuddhistisk munk med mavesmerter beder morgenbøn”. Det er en teknik så særegen og decideret underlig og uforståelig, at sangere som Michael Poulsen og Chris Barnes fremstår som skønsangere. Men kombineret med diverse bønneklokker, vindharper og andet så fungerer det bare. Man føler virkeligt, at man er til stede under en ceremoni i et tempel i det feudale Japan.
Så bandet formår altså at skabe den ønskede atmosfære. Men måske det, som bandet gør bedst, er, at de totalt formår at undergrave lytterens forventninger. Tag nu åbningsnummeret ”風 (Le vent)”, hvori der midt i den lange, atmosfæriske intro pludseligt slås tre slag på hi-hatten, hvilket normalt i metal betyder, at nu bryder helvede løs. Der sker dog absolut intet, og den stille passage fortsætter. Dette betyder, at når disse tre slag kort efter gentages, så forventer man absolut ingen forandring, men det er så netop der, hvor metallen for alvor kommer bragende – det er fremragende arbejde, så stor cadeau! Generelt er de to første numre på albummet helt og aldeles geniale, og der er ikke én finger at sætte på dem.
Problemerne opstår dog på det tredje nummer, ”水 (L'eau)”, en kleppert på næsten 18 minutter, og selvom der da er point for ambitionerne, så kan nummeret slet ikke bære at være så langt. Hele midterstykket kunne nemt være skåret fra, da det blot er de samme to-tre riffs, der bliver gentaget i en uendelighed, og ligeså savner man de skæve elementer fra de forrige numre. Men dette er dog det eneste hul i osten, for lukkeren ”土 (La terre)” samler de absurde elementer op igen med stammetrommer a la Heilung efterfulgt af en guitarmelodi så heroisk og pompøs, at det lugter lidt af powermetal – og så var alt godt igen.
Ikke perfekt, men…
Der er absolut ingen tvivl om, at 四元素 (Shigenso) – og Enterré Vivant helt generelt – er en løjerlig størrelse med få ligemænd. Ganske vist er bandets andet album ikke perfekt, men det kommer virkeligt tæt på – og med det in mente kan man da kun håbe, at de to herrer ikke skruer ned for de absurde elementer, når der skal skrives et nyt, men at de skruer helt op på 11.