Det var i 1945 eller cirka deromkring …

Hvorvidt de to atombomber, som reducerede Nagasaki og Hiroshima til atomart støv i 1945, var en nødvendighed eller ej, er noget, man har diskuteret og debatteret sekunder efter Little Boys detonation. Nogle mener, kejserriget aldrig ville have overgivet sig, hvis ikke det havde været for disse to eksempler på overvældende ødelæggelse. Andre er af den overbevisning, at den sovjetiske invasion af Manchuriet, der fandt sted få dage efter bombningerne, spillede en markant større rolle for overgivelsen. Uanset hvad så ændrer diverse filosofiske og humanistiske debatter ikke på, at op til 250.000 mennesker mistede livet, og omtrent 90 % af dem var civile. En af disse er det spædbarn, der ses på fotoet, som agerer cover på 悪罪 (Akuzaï). Barnet overlevede, sammen med sin mor, bombningen af Nagasaki, men døde ti dage efter af strålesyge. Enterré Vivants tredje album er fortællingen om Japans involvering i Anden Verdenskrig, set fra både soldater, civilister og de tvangsudsendte soldaters perspektiv. Så sæt matchaen over, lad din arisaka-riffel, poler din wakizashi, og spænd dit hachimaki, for krigen er i gang.

Depridigte og dødssynder

悪罪 (Akuzaï) er japansk og kan løst oversættes til ”onde gerninger” eller ”dødssynder”. Det refererer til de ti buddhistiske synder, eksempelvis mord, tyveri og løgnagtighed – ja, parallellerne til de ti bud er åbenlyse. Hvert nummer er da også opkaldt efter en af disse synder: ”Waruguchi”, for eksempel, er ”at tale grimt om nogen/noget” – hvis det i øvrigt er en forbrydelse, der betyder evig pinsel, så er det nok meget godt, at nationen! lukkede for år tilbage.

Man skal ikke mange sekunder ind, før man opdager, at det ikke kun er det omkredsede tema, der er tungt og dystert. Allerede på sang nummer to, ”Chûtô”, bliver man mødt med et digt skrevet af en 17-årig dybt hjernevasket kamikazepilot, der skriver til sin familie om den hæder og ære, han nu vil opnå ved at flyve durk ind i et amerikansk krigsskib. Enterré Vivant har aldrig været et band, der spredte den gode stemning, men selv for dem er det her jævnt deprimerende.

Stilistisk er 悪罪 (Akuzaï) meget lig 四元素 (Shigenso), det vil sige atmosfærisk black metal tilsat japanske folkeinstrumenter, klaverpassager, bjældeklang, radiotaler og alt muligt andet gøgl – selv køkkenvasken er blevet smidt ind i mixet. Det er dog markant mindre gakket end sin forgænger, hvilket er en skam. Heldigvis er vokalarbejdet stadig komplet vanvittigt, og Sakrifiss lyder stadig som lige dele syg frø og shintomunk med mavesmerter. Ligeså er der fremragende numre som både ”Kigo”, ”Shin’i” og ”Don’yoku”, men jeg er ikke sikker på, at konceptet med at tolke de ti buddhistiske synder, rent praktisk, var en god ide. For resultatet er ti numre, hvoraf fire er nogle små, hurtige og lettere ligegyldige omgange, der ikke engang har en spilletid på tre minutter. Ganske vist er de resterende numre da ganske udmærkede, men det er bare slet ikke på niveau med bandets tidligere materiale. Det er simpelthen ikke morsomt, og Enterré Vivant fungerer ikke uden sin galgenhumor og ekstremt franske tilgang til verden. Det er selvfølgeligt svært at grine af selvmordspiloter og a-bomber, men det er endnu sværere, hvis man ikke engang prøver!

Autopilot er nok meget smart, hvis man er kamikazepilot

Musikken på 悪罪 (Akuzaï) er, desværre, betydeligt mere banal, end hvad jeg havde regnet med. På 四元素 (Shigenso) skulle man kun få sekunder ind, før man oplevede, hvor stærke sangskrivere duoen var, for allerede på det albums første nummer erfarede man, at de mestrede den svære kunst at undergrave lytterens forventninger fuldstændigt. Den slags tricks er ikke rigtigt at finde på 悪罪 (Akuzaï) – desværre. Musikken er bestemt ikke dårlig, langtfra, og der er mange bands, der så afgjort kunne lære mangt og meget af Enterré Vivant, men bandet selv har simpelthen præsteret bedre, end de gør her.