Ensiferum - Thalassic

Thalassic

· Udkom

Type:Album
Genrer:Epic Metal, Folk metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ryst posen!

Det er godt og vel tre år, siden jeg anmeldte Ensiferums forrige album, Two Paths. Et album, som trods de tusindvis af klichéer var fremragende, og derfor kvitterede jeg da også med ni kranier – ligesom vi generelt har gjort det her på Heavymetal.dk. Derfor var der i teorien store forventninger til bandets nye album – og med det mener jeg, at de to første singler, som jeg havde hørt, inden albummet udkom, havde fået mig til at krumme tæer og synke en omgang tyndt spyt. Det virker til, bandet totalt har rystet posen – hvilket kan være en god ide, men også risikabelt – så er spørgsmålet jo bare, om ideen holder.

Vodka = ouzo?

Generelt ville jeg beskrive Ensiferum som et rketypisk finsk metalband, dvs. masser af keyboard, masser af guitarsoli, folkeelementer, sange om druk og kamp og – naturligvis – om det finske nationalepos Kalevala. De kriterier følger bandet endnu, men alligevel ikke, som de plejer. De traditionelle folkeelementer er væk, hastigheden er der skruet gevaldigt ned for, og det generelle lydbillede er meget tættere på Running Wild og Judas Priest end finsk metal. Bandet har derudover valgt at hyre en ekstra vokalist ind, nemlig Pekka Montin, som også bestyrer keyboardet. Og hvorfor har de så det? Ja, jeg aner ikke hvorfor, men bandet må have ment, deres lyd manglede noget flødevokal fra en dårlig Rob Halford-klon, og tada – her er Pekka! Hans vokal bidrager med absolut intet positivt, og kontrasten mellem hans flødevokal og Petris skrålen er simpelthen for stor, til man kan ignorere den, for de to vokaler komplementerer hinanden på samme måde som appelsinjuice og tandpasta.

Men vokalkonflikter er ikke albummets eneste problem, desværre – faktisk er det bare toppen af isbjerget. For Thalassic er et underligt album, som hverken er fugl eller fisk. Lad os starte med albummets titel, som er oldgræsk og betyder noget i stil med ”søfarende”. Generelt er bandet blevet sært betaget af det oldgræske, for vi har også sangen ”Andromeda” (som Pekka udtaler forkert), der – sjovt nok – handler om prinsesse Andromeda, der bliver reddet af Perseus fra et fælt havuhyre. At sangen så lyder utroligt finsk, faktisk så finsk, at introen er en tolkning af en finsk polkasang, matcher ikke just den græske tematik, men igen: Det at intet passer sammen, virker til at være ideen bag det her misfoster af et album.

Men det bliver værre endnu, for vi er også nødt til at snakke om nummeret ”Midsummer Magic”, som jeg bedst kan beskrive som ”pirat-country-musik”, og hvis du sidder og tænker: ”Det var da ellers en kombination, jeg aldrig har hørt om før”, så er årsagen den, at det slet, slet ikke fungerer. Jeg kunne nemt komme med endnu et eksempel på to ting, der ikke passer sammen, men jeg tror efterhånden, at jeg har slået min pointe fast med syvtommersøm. Jeg tror, sidste gang, jeg hørte et så rodet og generelt elendigt album fra Finland, var, da Turisas udgav Turisas 2013 – et album så dårligt, at det band nærmest er sunket i jorden.

Tak, nej tak

Jeg kæmper for at finde noget positivt at sige om dette album; vi er ude i nogle totale floskler som at rose produktionen samt anerkende deres instrumentelle kunnen – novra, hvor spændende. Nej, Ensiferum har ikke pludseligt mistet evnen til at spille eller lave et album, der lyder godt, men de har – åbenbart – mistet evnen til at lyde som Ensiferum. Alt det, der virkede på Two Paths, er væk, og tilbage er der bare en flok voksne mænd med krigsmaling og skindbukser, som hellere ville lege pirater i det græske øhav… Nej, jeg forstår det stadigvæk ikke!

Tracklist

  1. Seafarer's Dream
  2. Rum, Women, Victory
  3. Andromeda
  4. The Defence of the Sampo
  5. Run from the Crushing Tide
  6. For Sirens
  7. One with the Sea
  8. Midsummer Magic
  9. Cold Northland (Väinämöinen Part III)
Metalvinyl

Tilføj kommentar