Kippis!
Ak ja, de stakkels finner. De bliver altid sorteret fra, når de skandinaviske lande skal bryste sig af deres store bedrifter. De må ikke være vikinger sammen med os andre, deres oldgamle guder tvinges til at tage navneforandring, og selv russerne har opgivet at forstå, hvad de siger. Men disse frustrationer har dog båret frugt, i form af en række aggressioner og en solid bunke alkohol (hjemmebrændt, naturligvis), hvilket alt sammen giver en fabelagtig grobund for metal. Helst den slags metal, der involverer harmonikaer, krigsmaling, lynende hurtige guitarsoloer og altså et sprog, som ingen fatter en høstblomst af. Trods at finnerne bryster sig af at være nede på jorden, eller måske nærmere delvist begravede i en sprutforårsaget depression og et lidt for nihilistisk verdensbillede, så er deres metal ofte pompøs, episk og storslået. Her er Ensiferum da, om nogen, prima repræsentanter for den glorværdige og fordrukne tralala-metalscene, som finnerne har opbygget med en undertrykt stolthed – så kippis da!
Fællessang, som ingen fatter!
Folk metal er en sjov størrelse. Det er en genre, hvor der er meget stor forskel, alt efter hvor bandet kommer fra – sådan virker det i hvert fald. Det virker, som om at et bands geografiske oprindelseslokation er med til at bestemme, hvor meget der skal være akustisk, hvor hurtigt tempoet skal være, hvor mange løjerlige instrumenter der skal med osv. Dette er både godt og skidt. Det positive er, at det får genren til at virke dejligt organisk, og man ved aldrig helt, hvad man får ud fra mærkaten ”folk metal”. Netop dette kan dog også være det, der skræmmer folk væk. Ensiferum er essensen af finsk folk, og dette beviser de endnu en gang på Two Paths, da skiven opfylder alle de krav, der er til finsk folk. Det går lynhamrende hurtigt – check! Der er løjerlige instrumenter med – check! Der er akustiske dele, som forstærker idéen om, at der foregår en aktiv historiefortælling – check! Der er masser af woo-oo-ooh og tralalaaa, som kun bliver bedre i takt med, at promillen stiger – check! Det er seriøs metal, men samtidig total hyggemetal – check!
Charmerende arbejdsløshed
Two Paths har alt, hvad man kan forvente af Ensiferum – se den førnævnte checkliste. Det hele leveres med en underspillet og helt igennem finsk charme. Markus, Sami, Petri, Janne og Netta har leveret noget, der godt kunne gå hen at blive årets folk metal-album; et professionelt og alsidigt værk med adskillige dimensioner, og de formår faktisk at skifte musikalsk retning midt i det hele, hvilket er godt arbejde. For bedst som man sidder og tænker ”Nå, nå, det er da lidt fjollet det hele, hva’?” under et nummer som fx ”For Those About To Fight For Metal”, bliver det hele pludseligt meget mere stemningsfyldt og alvorligt til slut med et nummer som ”Hail To The Victor”. Ligeledes sluttes der af med balladen ”Unettomaan Aikaan”, som betyder noget i stil med ”arbejdsløs for tiden”. Jeg tvivler dog på, at Ensiferum står til at blive arbejdsløse inden for den næste tid.