Meme-materiale
Selvom "Winter is coming" måske virker for kliché at bruge om et album kaldet Winter Storm, har det alligevel sin berettigelse. Ensiferum, dannet i 1995 og kendt for klassisk finsk folk metal (tænk keyboards, højt tempo og instrumentale passager inspireret af vejret), har på de første syv albummer været et band, hvor man nærmest kunne forudse hvert et riff. Finnerne leverede solid folk metal, men uden de store overraskelser. I 2020 tog de dog en drejning. Med Thalassic sagde de, "nok er nok" og kastede sig over nye territorier: fra vikinger til pirater og med lange sekvenser af ren vokal. Det lød ikke som det gamle Ensiferum – og det fik vi på heavymetal.dk skarpt påpeget. Vi er dog altid åbne for, at bands skifter kurs, men det skal give mening. Hvis du mestrer finsk folk/power/heavy metal, hvorfor så bevæge dig ud på dybt vand, hvor du ikke kan bunde? Spørgsmålet er nu: Har Ensiferum lært af fortiden, eller står vi for anden gang i træk over for et nyt vovet eksperiment?
En storm i et glas vand
Winter Storm lyder som en episk albumtitel, men desværre føles det mere som en storm i et glas vand. Størstedelen af albummet består af instrumentalsektioner, gæsteoptrædener og opbygning, der sjældent lever op til forventningerne uden meget udbytte. Stilen hælder mere mod power metal end folk, og minder lydmæssigt en del om finske Wintersuns nyere materiale. Jeg må dog indrømme, at jeg savner den gamle lyd. Det nye materiale lyder mere som Eurovision-power metal, især med Pekka Montin som forsanger med hans fløjlsbløde vokal. Jeg foretrækker klart de dage, hvor Petri Lindroos’ rå vokal dominerede mere. Ensiferum er bedst, når tempoet er højt og musikken lidt beskidt, hvilket skinner igennem på "From Order to Chaos" – albummets højdepunkt og længste nummer på næsten ni minutter. Først her får bandet virkelig høstet frugterne af deres opbyggende arbejde. Nummeret ”Long Cold Winter of Sorrow and Strife” leverer mange af de samme gode kvaliteter, men bruger lidt for lang tid på at sætte stemningen. Et generelt problem for bandet. Sange som "Victorious" og "Fatherland" er for generiske, og albummet føles ikke nær så mindeværdigt som tidligere værker. Selvom vi er tilbage på sporet temamæssigt, virker det, som om Ensiferum prøver at appellere til en bredere skare i stedet for at fokusere på det, de er bedst til: at blande folk metal og melodisk dødsmetal. Det er en skam, for de mestrer det, når de vil.
Når jeg siger, at bandet ikke får nok ud af deres grundige opbygning, tænker jeg især på de tre instrumentale numre. Introen "Aurora" fungerer fint, men både "Resistentia" og "Leniret Coram Tempestate" tilføjer nærmest intet og føles løsrevet fra de efterfølgende numre. Det hænger simpelthen ikke sammen som en enhed. Ensiferum har også allieret sig med sangerinden Madeleine Liljestam på "Scars In My Heart", hvor hun overtager hele vokalrollen. Selvom nummeret er langsomt og anderledes for Ensiferum, leverer Liljestam en smuk præstation – men var det nødvendigt? Jeg savner at høre mere fra Petri Lindroos og finde ud af, hvad han stadig kan i 2024.
Winter has passed
Finnerne forsøger tydeligvis at ramme et bredere publikum denne gang. Rejsen er interessant at følge, men Winter Storm når desværre slet ikke op på niveau med deres bedste udgivelser – tværtimod. "From Order to Chaos" er albummets klare højdepunkt, og viser at bandet stadig sprudler med talent, men alt for meget tid spildes undervejs, især når pladen kun varer 43 minutter. Vinteren viser sig ikke at være så barsk som ventet, og Winter Storm lander derfor på blot 5 snedækkede kranier i denne omgang.
