Spøgelseshus nu som hørespil
Mange af os kan godt lide et solidt gys. Måske skal der ikke andet til end en Stephen King-roman eller muligvis en tur i biografen med Scream 7. Føler man for lidt mere nærkontakt, så har Dystopia lidt uden for Vejle i mere end ti år gladeligt sendt uforvarende sjæle gennem deres spøgelseshus. Skal det være endnu mere ekstremt, så er McKamey Manor i Tennessee et spøgelseshus, hvor varierende former for fysisk og psykologisk tortur er på dagsordenen. Et andet mindre torturpræget, men mere musikalsk palæ finder vi hos amerikanske Dark Ride, som midt i marts var klar med pladen Blade Manor.
Fængende og fængslende
Med stor inspiration fra 80’ernes og 90’ernes gyserfilm kunne man nemt komme til at kalde Dark Ride for et horror punk-band. Men heldigvis er der ikke så meget som et strejf af 50’er-rockabilly på Blade Manor, men i stedet masser af melodisk punk med tydelige tråde til nullerne.
Titelnummeret er muligvis den mest naturlige og gennemførte kombination af Blink 182 og Type O Negative, der har eksisteret. Goth-æstetikken og den fængende punkenergi går mere end almindeligt godt sammen. Resten af pladen skruer dog en anelse ned for det goth'ede, og utroligt meget op for hvad man nu til dags måske vil kalde kikset nuller-punk, men holdt sammen med lige så kiksede gysertemaer, så holder det bestemt. “Coffin” burde næsten arkiveres som plagiat af Sing the Sorrow fra AFI, men nummerets firsermetalklingende guitarharmonier og gedigent seje riff giver en ustoppelighed på linje med Michael Myers. Lidt samme stil finder man hos “Electrocuted”, dog med en mere old school-klang, så vi nu er ude i Frankensteins monster, der søger hævn over sin skaber. Samtlige numre på Blade Manor er meget typiske for, hvordan en mere mainstream-punk lød i nullerne, men Dark Ride har en fremragende sans for kreativ instrumentering. Trommespillet på “Life at the End of October” har unægteligt en meget Travis Barkersk stil, men der er et hav af varierede fills og breaks, som ikke engang hr. Barker i sin storhedstid kunne være med på. Soloen på “Rest in Pieces” har samme attitude som en 80’er-slasher franchise, der nægter at dø, og så har guitarspillet på “Psycho Summer” præcis samme dragende og fængende effekt som en sommerlejr ved Crystal Lake har på kåde teenagere.
Som det er med alle franchises inden for gys, så har Blade Manor også sin egen udgave af Halloween III: Season of the Witch. “I Bury Boyfriends” går totalt galt i byen med sin Misfits-ballade, der cykler tanketomt rundt i en alt for edgy, jaloux Wednesday Addams-elsker-tilgang. Man kan også spørge sig selv, hvad behovet for mellemspillet “Seascape Samhain” er. Med den stil Dark Ride ligger for dagen, er der ikke behov for et pusterum.
Perfekt til afdansningsbal på kirkegården
Fodfejlene er dog til at overse på Blade Manor, når resten af pladen bringer præcis samme niveau af underholdning og gys som ved at se filmmaraton med Friday the 13th (Jason X må gerne skippes). Dark Ride gør et glimrende arbejde med at tage den melodiske nuller-punk, bøje og dreje den et par steder for bevidst at levere et sminket lig, man kan være stolt af.