Elvenking er et melodisk Power/Folk Metal band fra Italien. Bandet blev dannet i 1997 og har i sine 12 år skiftet kraftigt ud i sin lineup, kun guitaristen Aydan er fra den oprindelige lineup. Bandet har dog nu fundet et godt grundlag og har med denne fuldt ud akustiske udgivelse, med den noget underlige titel "Two Tragedy Poets ...And a Caravan of Weird Figures", vist at de kommer til at præge den internationale metal scene i fremtiden.
Albummet er en blanding af ti nye og tre gamle numre. Ja, og så lige et cover nummer af et gammelt 80’er pop nummer "Heaven Is A Place On Earth". Og lad os lige taget dette nummer først for hvorfor det overhovedet er på skiven er mig en gåde? Magen til ringe nummer på en metal skive skal man lede længe efter og det er dybt irriterende. Man sidder simpelthen og krummer tæer hver gang det går i gang og man leder febrilsk efter sin fjernbetjening for at skippe nummeret! Rigtig synd for albummet som helhed, men Elvenking har sikkert en eller anden grund til at lægge dette nummer på albummet!? Nå, men tilbage til skiven, for sjældent har jeg nydt et akustisk album så meget som dette. Normalt er jeg ikke den store Elvenking fan, men her fanger musikken mig og selv forsangeren Damna, som jeg normalt ikke er vild med, gør et super arbejde. Der er en god stemning på albummet og man føler virkelig at man sidder omkring lejrbålet med et par skjalde der bare giver den gas. De nye sange er rigtig gode og passer godt med de tre ældre sange bandet har valgt at tage med. Især skal det nævnes at sangen "The Wanderer" bliver så meget bedre af at blive spillet akustisk.
Så jeg kan kun anbefale dette album til alle der har en interesse i Folk Metal eller bare ikke går af vejen for et fedt metalalbum med akustik lyd!
Så konklusionen må være, at dette er en af de fedeste akustiske metal udgivelser jeg har hørt, samt klart den bedste Elvenking udgivelse til dato.