Please, skuf mig nu ikke

Dogma har utvivlsomt været et ventet album for undertegnede. Som et kærlighedsbarn mellem bands som The Ghost Inside og Thrown falder det lige ned i den meget lækre kategori af musik, som kan tage pusten fra en væddeløbshest - og mig.

Derfor er forventningerne til Hamborg-bandet Half Me tårnhøje efter deres debutalbum, SOMA, fra 2023, der virkelig sparkede røv. Som lyttere har vi dog fået lov til at smage på fem af de fjorten numre inden udgivelsen, og de har på ingen måde skuffet. Derfor var det med en lille nervøsitet i maven, da tonerne for første gang gjaldede ud i rummet - og med et stort håb om, at kadencen kunne holdes hele vejen igennem.

Lidt brok, men allermest ros

Inden musikken overhovedet lyder, starter bekymringen allerede. Fire af de uudgivne numre varer under to minutter. Ganske rigtigt er tre af disse musikalske intermezzoer, og lukkenummeret “Coup d’etat” kan vel nærmest ikke betegnes som et fuldlængdenummer, selvom der er masser af smæk på drengen. Det betyder altså, at vi har fem og ikke ni nye numre, og det er da ærligt talt lidt en kedelig start. Nuvel, Half Me er ikke kendt for lange sange; vi får en enkelt på skiven, der varer over tre minutter, og det er vel at mærke kun med et enkelt sekund.

Når nu kaptajn negativ er færdig med at brokke sig, skal jeg da lige hilse og sige, at jeg fik tempo, aggression og fuld smadder serveret direkte ind i mit kødfulde korpus. Christopher Zühlkes vokal er nådesløs, og guitaristerne Christopher Hesse samt Silvan Petersen flår simpelthen huden langsomt af lytteren i de apokalyptiske breakdowns. Av av av, der er godt nok nogle koncertgængere, der kommer til at få ondt i nakken efter en tur i manegen med de vanvittige tyskere.

Imponerende er produktionen, særligt når man ved, at bandet selv har stået for optagelse og produktion af hele album. Ved at fravælge eksterne producere undgår man at udvande lyden, hvilket sikrer, at den helt rigtige, kompromisløse linje holdes konstant igennem hele værket.

Selvom jeg ikke er glad for at indrømme det, så er de korte intermezzoer et ganske fint afbræk fra det høje tempo. Man får lov til at få pulsen kortvarigt under det trecifrede, inden den bliver banket op i nærheden af 200 - som en vanvittig stærk mand, der slår til en hammermaskine i Tivoli og sender klokken til Bloksbjerg.

Jeg skal have en lur

Half Mes debutalbum, SOMA, samt deres efterfølgende EP, Opium, er begge navngivet efter bedøvende midler som en spejling af, hvordan tung og hård musik kan fungere som en flugtvej fra at håndtere mentale byrder. Dogma stikker dybere ind i selve årsagerne til den mentale undertrykkelse og komplementerer derfor både lyrisk og instrumentalt det knusende lydbillede, man bliver båret igennem fra start til slut.

Jeg er ikke blevet skuffet over Dogma. Half Me bygger videre på en opskrift, der i forvejen var forrygende, og har på albummet fortsat de flotte takter. Skal bandet tage det næste skridt mod absolut topklasse næste gang, bør de dog turde give de regulære sange lidt mere albueplads i form af en længere spilletid, så de aggressive og komplekse passager får endnu mere rum til at udkrystallisere sig.