Bladr videre, hvis du er en sur gammel mand

Hvis jeg skulle definere en sur gammel mand, ville jeg umiddelbart ikke pege på mig selv. Måske en enkelt eller to af mine anmelderkolleger, jovist, men vi bliver jo heller ikke yngre. Som bosiddende i det midtjyske hører jeg jævnligt, at dansk metal udelukkende består af tonstung dødsmetal, der al sammen lyder ens. Den slags udtalelser kommer oftest fra sure gamle mænd, der ikke har forstået, at vi faktisk har meget diversitet i Danmark. Se blot, hvor store Møl er blevet ved at kombinere talent med en genre, der længe har været en niche indenfor landets grænser. Darkwave er heller ikke ligefrem en genre, der vælter Danmark omkuld, men den findes trods alt. I 2020, mens Corona buldrede afsted, dannede Kasper Deichmann, tidligere guitarist i Sunken, nemlig St. Digue – sit personlige darkwave-projekt. Det opstod under en periode med arbejdsløshed, hvilket ironisk nok har givet St. Digue masser at se til lige siden. Hvad man ønsker, skal man få.

Hvis du er en sur gammel mand og ikke bladrede videre før, burde du gøre det nu

St. Digues musik lyder kort sagt som det perfekte soundtrack til en dystopisk natklub, hvor alle gerne vil ind, men ingen ønsker at blive set. Overvågningskameraerne er slukkede, og cigaretterne er erstattet af noget betydeligt værre. Her er der ingen dresscode, kun dårlige beslutninger og en mistænkelig mængde røgmaskine. St. Digue har skabt sin egen niche i undergrunden, fordi hans tilgang til darkwave adskiller sig fra den traditionelle, retroorienterede lyd. Udtrykket er mere aggressivt og moderne, ikke mindst takket være brugen af EBM. Hånden på hjertet er det en mærkværdig cocktail. Black metal kombineret med industrial rock a la Nine Inch Nails og med et strejf af synth-pop a la Joy Division. Alt sammen pakket ind i EBM-gavepapir. Er det specielt? Absolut. Fungerer det? Ikke altid, men nogle steder gør det. For St. Digue har bestemt sin egen lyd.

Selvom Kasper Deichmanns vokal enkelte steder ligger en smule lavt i mixet, er han en ganske udmærket sanger med tydelige inspirationer fra 1980’ernes elektroscene. Pladens højdepunkt, ”Down Below”, kan bedst beskrives som Depeche Mode på syre. Det er et dejligt nummer, der svinger mellem eufori og nedtur, med et dikterende beat selvfølgelig. Nummeret er fængende grundet de fremtrædende synthesizers, og når melodierne er fokuspunktet, klarer pladen sig bedst. De sætter sig simpelthen fast som tyggegummi under skoene.

Mixet er dog en af pladens største svagheder. EBM-effekterne fylder så meget, at Kasper Deichmanns skrøbelige vokal flere steder drukner fuldstændig. Det er, som om beatet får mere opmærksomhed end både lyrik og stemme, og det fjerner en del af det følelsesmæssige aspekt. Det bliver især tydeligt på ”I Told You So”, hvor det gentagende beat føles som at få hamret en mukkert i kraniet igen og igen, indtil man enten mister bevidstheden eller overgiver sig til dansegulvet. Ravemusik? Helt sikkert. Men indholdet er omtrent lige så betydningsfuldt som en pose med tre skruer, man ikke ved, hvor hører til.

Modighed på et dansegulv

Tror jeg, at St. Digue lyder bedre live end på plade? Absolut. Men som stor fan af synth-pop synes jeg, at musikken fungerer bedst i den mere rolige ende af spektret. Det afspejler sig tydeligt i, at mit yndlingsnummer er ”Down Below”, et nummer, der lyder som soundtracket til en snusket 80’er-barfilm, hvor hovedpersonen har flere problemer end penge på kontoen. Kasper Deichmann er en ganske udmærket sanger, men kombinationen af de mange musikalske elementer kammer flere steder over i forsøget på at bryde genrernes barrierer. Desværre fungerer eksperimentet ikke helt for mig. Men det er en modig udgivelse, som helt sikkert kan fylde en dansegulv live, det er jeg ikke i tvivl om.