Del 3

På Reader Of The Runes – Luna tager italienske Elvenking os med på en rejse gennem runelæserens univers, der er fyldt med magi og eventyr, hvor fortællingens mystiske hovedperson er i konstant splittelse mellem mørke og håb. Nu, på tredje del af runelæsersagaen, kommer fortællingen til sin ende. Efter to vellykkede plader, Reader Of The Runes – Divination og Reader Of The Runes – Rapture, er vi nu altså klar til at dykke ned i trilogiens sidste del.

Er tredje gang lykkens gang?

På pladens ti sange præsenterer det italienske seksmandsorkester et vidtspændende lydunivers, der som på de foregående albummer trækker på elementer af både folk- og powermetal. Således spiller violin og melodiøsitet stadig en rolle i musikken, men folkeinstrumenterne er rykket en smule i baggrunden til fordel for guitar og eksperimentelle lydtæpper, der ikke altid er lige vellykkede. Det høres allerede på åbningsnummeret “Season Of The Owl”, der med sine mange vokallag, melodier, der modarbejder hinanden, og skæve takter fremstår som et kaotisk kludetæppe, der ikke helt ved, hvad det vil. Desuden er sangen mere schlager end metal og derfor også en misvisende åbner ind til pladens univers. Først på tredje nummer, “Gone Epoch”, går Elvenking i en mere velkendt retning, hvor den middelalderlige intromelodi bæres af Lethiens violinspil og underbygges af den medrivende guitar spillet af HeadMatt og Aydans. I en helt anden retning stikker efterfølgende “Stormcarrier”, hvor vokalist Damna suppleres af Finntroll-growler Mathias Lillmåns. Nummeret hører til pladens bedre sange og formår i modsætning til “Season Of The Owl” at afbalancere kaos og orden. I en tungere retning går det også på sjette track, “On These Haunted Shores”, hvor særligt rytmesektionen med Jakob på bas og Symohn på trommer leder slagets gang og underbygger sangens svingende intensitetsskift, hvilket bidrager til et interessant udtryk. På andensidste skæring, “The Weeping”, går der dog kludder i den igen, og på trods af sine seks minutters spillelængde føles den uendelig langtrukken. Langtrukken bliver det også på pladens sidste sang, “Reader of the Runes – Book II”, der, udover at binde en sløjfe på runelæserens fortælling, varer næsten 11 minutter, hvilket efter min mening er lidt i overkanten. 

Elverkongens identitetskrise (?)

Symptomatisk for denne plade er, at de italienske elverkonger går i en mere guitardrevet klassisk heavy metal-retning, end vi har set på de sidste par plader. Derudover lader det på et par af sangene til, at elverkongerne vil alt, alt for meget på én gang – og det afspejler sig i de til dels kaotiske og usammenhængende kompositioner, der ikke helt ved, hvad de vil. Er der tale om en decideret dårlig plade? Nej, slet ikke – der er som altid nogle gode elementer og sange iblandt, som er ganske fortræffelige. Men hvis man regner med endnu en episk, orkestral og folk-metallisk langspiller, hvor en ørehænger følger den anden, er man gået forkert i byen. Går man dog ind i lytningen med friske ører og er villig til at lytte pladen igennem mere end én gang, er der med sikkerhed et par numre, der med fordel kan finde en plads på playlisten for 2025.