Tír Saor

Tyske Tír Saor, bestående af Sean Graham og Marius Bornfleth, begge fra Storm Seeker, måtte skyde dette års Walhalla Festival i gang som resultat af Orden Ogans aflysning. Duoen varmede publikum godt og grundigt op med sea shanties og keltiske folkhymner, som de fremmødte skrålede med på af deres lungers fulde kraft, for disse to talentfulde unge mænd var ingen fremmede blandt Walhalla-gæsterne. Og selvom ærgrelsen over Orden Ogans pludselige aflysning var meget stor, formåede de to musikere i den grad at overbevise med deres tårnhøje musikalske kunnen og ikke mindst deres joviale fremtoning, der prægede hele sættet, idet de gennemgående holdt god kontakt til publikum. Ganske vist var de med deres simple udtryk og folkelige melodier ikke helt det, man ville forvente til en metalfestival, men det gjorde skam ikke så meget, for sættet bugnede af syngmedvenlige kvad og melodier, der gav lyst til at svinge træbenet. Særligt iørefaldende var den måde, de to sangeres stemmer kompletterede hinanden perfekt på, idet Bornfleths dybe basvokal dannede et solidt grundlag, som Grahams hovedstemme kunne udfolde sig på. Med det var stemningen sat, og publikum var nu klar til at nyde resten af aftenen.

8/10

Storm Seeker

Knap en halv time senere fortsatte aftenens program med Storm Seeker, hvor Graham og Bornfleth gik ind i anden runde – nu sammen med deres bandkammerater. Der blev skruet op for sømandsstemningen, da de fem musikere indtog scenen én efter én, akkompagneret af en episk bølgebrus og fanfare. Femmandsorkesteret åbnede sættet med “Set the Sails”, titelsangen fra deres nyeste udspil, der udkom i starten af året. Fra første øjeblik var det helt tydeligt, at vi nu for alvor ville stikke til søs på en skude anført af garvede søulke, der forstår at blæse vind i sejlene. Bandet overbeviste med helt uovertrufne samspilsevner, hvor alle elementer kom til deres ret – smukke drejelirepassager spillet af Fabienne Kirschke var jo lige det, man havde brug for en lørdag eftermiddag. Publikum lod sig rive med, og frontmand Graham måtte indrømme, at de sjældent havde haft et så imødekommende og vellugtende publikum – sidstnævnte var jo nok, fordi scenen havde nogle meters afstand til publikum … Nå, men nok om det. For på trods af det var der intet at udsætte på de fremmødtes roevner, da der blev roet til den helt store guldmedalje under “row row row” fra Guns Don’t Cry udgivet i 2021. Gennemgående blev der holdt god kontakt mellem band og publikum, og Storm Seeker vandt med deres energiske udstråling og kæmpemæssige talent mindst én fan mere denne aften. Bandet slog denne lørdag således fast med syvtommersøm, at piratmetal slet ikke behøver at være bøvet. 

9/10

HammerKing

Denne aften ekspanderede hammerkongernes rige yderligere, da de gæstede Neumünster for første gang og åbnede sættet med “Kingdom of the Hammer King”, der blev fremført til UG. Det gjorde sig også gældende for anden sang i sættet, “Make Metal Royal Again” fra pladen af samme navn, der udkom for nogle måneder siden. Hele vejen igennem leverede bandet et overbevisende show, hvor særlig guitarist Tilmann Ruby, der optræder under navnet Gino Wilde, gav den hele armen. Ligeledes leverede det endnu uofficielle medlem Sir Marex der Unadlige et solidt arbejde på guitaren og tydeliggjorde, hvad to guitarister kan gøre for et bands auditive udtryk. Det hørtes især på fjerde nummer, “Pariah is My Name”, hvor publikum blev mødt af et massivt og gennemtrængende lydbillede, der dog var garneret med lige lovlig meget backing track for min smag – også steder, hvor det ikke havde været nødvendigt, hvis bare de andre bandmedlemmer havde haft en mikrofon til at hjælpe til på korfronten, som de jo også gør på studiealbummerne. Det til trods var der absolut ingen tvivl om, at Hammer King denne aften i sandhed gjorde metal royal igen. Og for dem, der ligesom undertegnede slet ikke kan få nok, udgiver bandet en remastered version af pladen Kingdom of the Hammer King den 19. december, som blev solgt fra merchboden denne lørdag, på trods af at det ikke var aftalt med pladeselskabet i forvejen.  

7/10

dArtagnan

De seks sydtyske musikere havde siden vores sidste møde med dem i sommers opgraderet deres musketeruniformer fra The Three Musketeers (1993) til The Three Musketeers (2011) og var således klar til at berige de fremmødtes ører med rockschlager af fineste slags, dog vel at mærke med en næsten én til én-gentagelse af sætlisten fra sommerens festivaler. Sættet blev indledt af “Ruf der Freiheit” fra bandets seneste plade, Herzblut, udgivet i 2024. Sangens melodi blev båret af Gustavo Strauss’ formidable violinspil, som indgik perfekt i det samlede lydbillede, der var præget af spilleglæde og overskud. Bandets infektiøse energi blev overført direkte til det energiske publikum, der skrålede med af lungernes fulde kraft. Denne evne til at virke publikumsnære samtidig med at formå at byde de fremmødte på et velafstemt og klart auditivt udtryk var til alles store fornøjelse gennemgående demonstreret. Det blev endnu en gang understreget under nummeret “Was wollen wir trinken”, der efterhånden er en fast bestanddel af dArtagnans sætliste, hvor Ben Metzner tog sig en dukkert i havet af mennesker og dukkede op midt i det hele, hvor han dirigerede cirkelpitten omkring sig. Sømandsevnerne blev endnu en gang vist under efterfølgende sang, “Westwind” fra Felsenfest udgivet i 2022. Under den blev publikum instrueret i, hvordan man ror korrekt og helst akkompagneret af ’en mandlig gryntelyd’. Metzner måtte dog indrømme, at de – fordi de jo er musketerer – er de værste pirater, man nogensinde har hørt om, men tilføjede, at man da i det mindste havde hørt om dem. Men det gik nu meget godt: De seks musketerer kunne nemlig ikke kun ro, de kunne også spansk, hvilket de viste på “Mosqueteros”, som omhandler de tre musketerer, der vel at mærke kommer fra Frankrig, optræder i en fransk bog, skrevet af en fransk forfatter og dermed ikke har noget med Spanien at gøre. Men lad os ikke dvæle ved petitesser, for nummeret blev fremført til UG, og Tim Bernard viste, at han ikke kun er en dygtig guitarist, men også en hulens god sanger. Metzner skiftede løbende mellem sang, sækkepibe og fløjte, og i kombination med mandolinklange blev publikum budt et særdeles varieret lydbillede, der lod denne anmelders hjerte banke hurtigere. For danske fans – hvis de altså skulle eksistere – begiver de seks musketerer sig til Hamborg næste år for at fejre deres tiårsjubilæum.

9/10

Eluveitie

Danske fans af schweiziske Eluveitie kan se tilbage på en vellykket koncert i København i sidste måned. Kvarter i ti var de syv musikere også klar til at indtage scenen i Holstenhallen, Neumünster med “Helvetios” fra pladen af samme navn udgivet i 2012. Nummeret osede af energi og lagde fundamentet for resten af det 75 minutter lange sæt, hvor særligt sjette sang, “Epona”, gav anledning til dans og sang blandt de fremmødte. Et nummer, der efterlod blivende indtryk hos undertegnede, var det gåsehudsfremkaldende syvende nummer, “Ànv” fremført af Fabienne Erni, der overbevisende demonstrerede, at hun er en sand kapacitet på vokal. De fremmødte blev i den grad mødt af et overflødighedshorn af lyd, der bød på et hav af forskellige delelementer, både hvad angår instrumenter og vokal. Langt hen ad vejen fungerede det fremragende, hvor alle delene kom til deres ret; der var dog også passager, hvor de mange elementer syntes at forsøge at overdøve hinanden. Hvis klokken stadig havde været to om eftermiddagen, havde det nok ikke betydet det helt store, men efter fire foregående bands svarende til over seks timer musik havde lydbilledet en tendens til at blive en smule anstrengende i længden – specielt når begge vokalister, førnævnte Erni og forgrowler Chrigel Glanzmann, sang samtidig. Når det er sagt, var der absolut ingen tvivl om bandets musikalitet, og de fremmødte fik i sandhed valuta for pengene. 

8/10

Wind Rose

Hit or miss?

Sidst denne anmelder overværede en Wind Rose-koncert, var til Walhalla Festival 2023, hvor italienernes performance mildest talt var en skuffelse på grund af gennemgående lydproblemer. De slap dog godt fra det, da de gæstede Epic Fest i starten af året og høstede en del ros for deres overbevisende optræden. Så spændingen var stor, da de fem italienske dværge indtog scenen halv tolv som dagens sidste optræden.   

At være eller ikke at være … en dværg

Ballet blev åbnet med “Dance of the Axes” fra bandets seneste udgivelse, Trollslayer, og det var tydeligt, at det ikke kun var bandet, der var klar til at give den max gas – også publikum, iført middelalderlige kostumer og væbnet med oppustelige hakker, var klar til at nyde denne dværgemetalliske optræden i fulde drag. Og senest efter tredje nummer, “Army of Stone”, var også denne lidt skeptiske anmelder overbevist og tænkte med glæde tilbage på bandets 2022-udgivelse, Warfront, der i sandhed er episk og hører til blandt undertegnedes favoritpowermetalskiver fra de seneste par år. De førnævnte oppustelige hakker kom for alvor i brug under efterfølgende nummer, “Mine Mine Mine!”, hvor alle efter opfordring viftede ivrigt med dem og kvitterede med energiske tilråb. Ifølge sanger Francesco Cavalieri havde Wind Rose på denne turne gjort en ihærdig indsats for at sammensætte en sætliste, der omfattede både nye og gamle sange fra deres bagkatalog. Dertil kom et cover af Ozzy Osbournes “Shot in the Dark” til ære for det afdøde metalikon. Bandets halvanden time lange sæt blev afsluttet med “Rock and Stone” fra deres nyeste udgivelse, og dermed viste italienerne, at de er tilbage på rette kurs.

Huller blev gravet, og trolde blev massakreret

Samlet set leverede de fem dværge fra støvlelandet en performance, som de sagtens kan være bekendt, og denne anmelder må konkludere, at deres forrige optræden på Walhalla Festival i 2023 nok bare var en uheldig undtagelse. 

7/10