Kan et gammelt gadekryds lære nye tricks?

Death-doom er en underlig størrelse genremæssigt. Det er nok svært for udefrakommende at forestille sig mødet mellem en undergenre kendt for sit tekniske udtryk og generelle fart, og en kendt for sin atmosfære og langsommelighed. Alligevel har death-doom gadekrydset eksisteret i en del år, siden de første mestre forsøgte sig med kombinationen i slut-80’erne. Slovakiske Hrob er en ny gruppe, dannet i 2021, der forsøger sig frem i dette lydunivers latent med dødens ondskab og doomens kulde. I år udgiver de deres debutalbum, Brána Chladu. Om det så er lykkedes dem at fange disse modsatrettede udtryksformer i en forenet og konsekvent pakke, og måske endda udvikle lyden, vides kun ved at lytte til projektet.

Koldt, og ikke særlig meget mere end det

En af de første ting, man lægger mærke til ved Brána Chladu, er produktionen. Den er rå, men måske en kende for rå, især når det kommer til guitaren. Alt er svøbt ind i et fordybende lag af rumklang, men rytmeguitaren er produceret med så overvældende en distortion og fuzz, især i diskanten, at den bliver irriterende i længden. Dette mærkes især på tremolo-riffs uden lead, såsom første riff på ”Tiene Stromov”, hvor tonen nærmer sig uforståelig hvidt støj. Dette er trist, da der er flere elementer, hvor produktionen fungerer rigtig godt. Intro-tracket og første sang, ”Chrám Prázdnoty”, har en returnerende lead, der spilles med ren tone oven på onde chugs. Den er produceret sådan, at guitaren tilnærmelsesvis lyder snottet. Det, kombineret med at den er lidt ustemt, giver en fremmed og kold fornemmelse, der kryber sig ned ad ryggen her i begyndelsen.

Uheldigvis, desto længere man kommer, jo mere får man også fornemmelsen af, at Hrob ikke rigtig har flere tricks at byde på. Soloen på ”Zotročený Oheň” indledes på præcist samme måde, som den på ”Tiene Stromov”, med store bends og uforståelig atonal shredding, og det lyder ærligt talt dårligt. Riffsne begynder også at flyde sammen, fordi det for det meste er noget, man har hørt før, og kan få med bedre produktion hos andre bands, såsom Evoken eller Hooded Menace. Der er selvfølgelig øjeblikke, hvor Hrob viser, at de har potentiale, såsom den atmosfæriske lead over de utrolig langsomme chugs halvvejs igennem og hen mod slutningen af ”Zotročený Oheň”, der giver følelsen af, at verden er ved at rive sig fra hinanden. Der er også den førnævnte snottede lead på ”Chrám Prázdnoty”, som spilles i dens reprise henover et langsomt blast-beat, hvilket fremkalder fornemmelsen af at løbe fra noget langsomt, der ved, at det til sidst vil fange dig.

I længden begynder man dog desværre at kede sig med pladen, og med hvor langt der er imellem noget, der vækker ens opmærksomhed. Sidste sang og titel-track, ”Brána Chladu”, eksemplificerer disse problematikker perfekt. Det er ni minutter langt, og da man allerede har hørt lignende sektioner flere gange, ikke mindst i det bredere death-doom univers, så er der ingen dele af sangen, der vækker større postyr hos lytteren. Man ender med at sidde og vente på, at nummeret er overstået.

Dødens – og doomens – pølse

Helhedsindtrykket af Brána Chladu er derfor lidt frustrerende, netop fordi der er små ørehængende riffs og lead-melodier rundt omkring, samt øjeblikke hvor man begynder at overveje at fordybe sig. Men man har ikke lyst til at sidde igennem flere minutter af dårligt producerede, uinspirerede riffs for at nå til det. Hrob har tydeligvis et potentiale, hvis de fokuserer på deres styrker, hvilket er at skabe en gold og ond, næsten gyselig stemning. De har bare ikke valgt at lægge fokus der, selvom det er det klart stærkeste element af pladen. Man kan håbe, at de vil lægge mere vægt på den side af deres sangskrivning i fremtiden, og at det vil føre til en mere vellykkede helhedsoplevelse.