Egoist - Ultra Selfish Revolution

Ultra Selfish Revolution

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Spilletid:42:14
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stanislaw Wolonciej er ikke mere end 23 år gammel, men er allerede en ganske etableret musiker i det polske metalmiljø. Hans hovedtjans er bag trommerne i hans og broderen Thomas' band NeWBReeD, som jeg aldrig har hørt. Det er imidlertid også sagen uvedkommende, for Stanislaw står her på egne ben: Med undtagelse af to numre, hvor Pestilences tidligere guitarist Patrick Mameli fyrer soloer af, spiller og synger Stanislaw på dette album selv al musikken, som han også har komponeret og produceret (bror Thomas har skrevet teksterne).

Egoistens musik er en fascinerende mellemting mellem tech-metal à la Mekong Delta og Zero Hour, syret, harmonisk tvetydig thrash i stil med Voivod og måske en snert af pågående dødsmetal hen ad f.eks. Decapitated. Her er samtidig elementer af stemningsfuld, skrøbelig støj i Neurosis- og The End-boldgaden (måske langt ude lidt Radiohead) samt enkelte let funky passager på f.eks. "Lifeless Love/Loveless Life".

Alt på dette album er spillet tight og groovy (undtagen selvfølgelig de stille, æteriske passager, der stikker hovedet frem ind imellem, f.eks. i "Just Ones"), og produktionen giver den fornødne, bastante bund, der understreger numrenes tyngde, samtidig med at de enkelte stemmer går klart igennem. Det eneste lidt kedelige er Stanislaws vokal, der ganske vist er ren og pæn, men næsten hele vejen igennem er dækket af effekt, der gør det svært at bedømme karakteren af hans stemme (bortset fra at han synger meget på samme måde hele albummet igennem). Kun i enkelte passager, leger han lidt med udtrykket, f.eks. på den afsluttende "Bright Shift", hvor hans vokal er en anelse Mike Patton-inspireret i slutningen, der henleder tankerne på "Goodbye Sober Day" fra Mr. Bungles "California"-album. Sangmelodierne virker generelt meget sekundære i forhold til resten af musikken, forstået på den måde, at de tydeligvis er bygget op, efter det instrumentale fundament af de enkelte numre var færdigt. Sangen duplikerer aldrig de øvrige stemmer, men går lidt på kryds og tværs i forhold til harmonierne og rytmerne (danner kontrapunkt). Det virker fint i de enkelte numre, men melodierne er ikke særligt distinkte, og det er meget de samme ideer, Stanislaw bruger igennem albummet.

"Ultra-Selfish Revolution" er faktisk det andet album under Egoist-fanen – det første er blot aldrig blevet udgivet. Så det er ikke produktiviteten, der fejler noget, hvilket er en god ting, da jeg gerne vil høre mere af det her. Bortset fra den manglende variation i Stanislaws vokal og de lidt søgende sangmelodier (samt en lidt kikset titel, der dog ikke tæller så tungt i min bog) er "Ultra-Selfish Revolution" en glimrende skive, der tillige har en personlig stil, der ikke er fuldkommen identisk med de referencer, man i første omgang associerer til.