Gnavne, sjove mænd
Der er en vis charme ved barer og pubs med irsk tema. De her steder, hvor der er Guinness og Kilkenny i hanerne, og hvor der bliver sunget med på hjemlandets vemodige sange som ”Danny Boy” og ”Whiskey In The Jar”. Selvom 80 procent af klientellet nok har mere alkohol end irsk blod i årerne. De steder kan være tacky og over the top, men de kan også være udgangspunktet for den slags fester, hvor man drikker meget, griner meget og synger meget. Og lidt sådan en oplevelse er det faktisk at lytte til Turn Up That Dial med Boston-irske Dropkick Murphys.
Kærlighed til musikken – resten kan rende mig
Uagtet om du kender hele Dropkick Murphys’ bagkatalog eller ej, er du nok stødt på dem i form af kæmpehittet “I’m Shipping Up To Boston”. Den har været med i filmen The Departed og bliver brugt flittigt af diverse sportshold fra New England, og den er i virkeligheden et ret godt lydbillede på, hvordan bandet lyder. Violin, harmonika og distortede guitarer bliver blandet i en slags irsk stuvning af punk og folkesange. Lidt, som hvis The Clash var fra Irland. Lyder det som det værste, du kan forestille dig? Så bare stop her. Lyder det til gengæld som noget, der kunne finde vej til din Spotify eller pladespiller? Så læs endelig videre. For hold nu op, hvor er Turn Up That Dial en skøn plade.
Dropkick Murphys har eksisteret siden 1996, og det betyder, at de fleste medlemmer er ved at være oppe i alderen. Det kan høres; der er ikke den samme slagsbror-mentalitet længere, som der for eksempel prægede The Warrior’s Code, der var deres store gennembrud. Men det betyder dog ikke, at de har sluppet vreden, selvom den måske mere er blevet til en slags mavesurhed – hør bare “H.B.D.M.F.”, hvor der bliver harceleret over voksne mennesker, der går for meget op i deres fødselsdag. Og så behandler bandet faktisk i et par af sangene – især “Middle Finger” og “Smash Shit Up” – at de ikke længere har ungdommens vildskab, men at punken og galden stadig sidder dybt i dem.
Ud fra den beskrivelse kunne man måske forestille sig, at der nu var tale om en gruppe mavesure mænd, der bare sad og skældte ud på deres midtlivskriser. Og det gør de også, men de gør det med en humor og et glimt i øjet, så det er svært ikke at grine højt undervejs. For eksempel, når de i “Mick Jones Nicked My Pudding” synger om at møde idolet Mick Jones fra The Clash – kun for at finde ud af, at han stjæler andre folks desserter. Se bare her:
“Life ain't always fair when your hero breaks your heart
I was really in denial from the start
I owned all his records, he didn't even care
The least he could've done was share”
Eller når de laver en hyldestsang til deres sækkepibespiller. Det bliver krydret med sange om kærlighed til musik, en opsang til politikerne i USA og en kærlig fortælling om en lokal kvinde med hang til knive og kokain.
Årets humørbombe
Bliver Turn Up That Dial årets plade i diverse musikmedier? Nok ikke; det er den for skæv og vel, ret beset, også for useriøs til. Men hvis man skulle kåre årets humørbombe, så ville der ikke være nogen over, ved siden af eller bare i nærheden af Dropkick Murphys. Og i et 2021, hvor vi alle sammen godt kunne bruge et skud godt humør, så er de seks irere de helte, vi har brug for.
