Dropkick Murphys af Claus Westh Ljørring
Det dårlige selskab
Underholdende, uregerlige og ofte uforudsigelige. Dropkick Murphys har alle dage efterlevet hedenfarne Larsens ode til gadens vilde unger, omend de keltiske punkere fra Boston sjældent har kunnet betragtes som decideret dårligt selskab. Derimod måtte en begmand sendes til teknikken, der under gruppens seneste besøg på Helvíti indledningsvist havde visse kvaler med at kalibrere lyden til de faktiske forhold. Senest vores veje krydsedes, var 2021, hvor redaktionens anmelder ikke tøvede med at hæfte prædikatet ’årets humørbombe’ på Turn Up That Dial, den 10. ud af hidtil 12 studieudgivelser. Sjældent har udsigten til flyvespark og flækket læbe virket så forjættende …!
Så stævner vi ud
Et småskuffende møde med Kerry King, udsigt til skybrud under Machine Head, en murrende ryg og fødder, der føltes som størrelse 57. Lad os bare være ærlige … det var ikke just det positive sind, der plagede mig, da Dropkick Murphys skulle på i umiddelbar forlængelse af Slayers legendariske guitarist. Alas, there be no rest for the weary (or the sourpuss for that matter). Turn that frown upside down … og så stævnede vi ellers ud til tonerne af ”The Lonesome Boatman”, oprindeligt skrevet i 1969 af den irske folkemusikduo Finbar & Eddie Furey. Fra tonerne af den sagtmodige tinfløjte væltede vi direkte over i et regulært ’Boston brawl’ i form af ”The Boys Are Back”. Efter at have beskæftiget mig med ’traditionalister’ (læs: kommer primært på Copenhell for traditionens skyld; programmet er sekundært) de første dage var det mere end almindeligt velgørende at været havnet blandt nogle regulære fans, der ikke holdt sig tilbage for at skråle med på teksten. Storskærmsmontagen med klip af slagsmål mellem Boston Bruins og øvrige hold i NHL bidrog egentlig bare til den løsslupne værtshusstemning.
Med den muntre proklamation om ’death metal from Boston’ fulgte de umiskendelige toner fra Tim Brennans banjo, der indikerede publikumsfavoritten ”Johnny, I Hardly Knew Ya”. Et lidt løjerligt skue, idet den lettere duvende performance på scenen blev komplementeret af flammedysser og således fik tag i publikum helt ud til hovedscenens to lydtelte. Sættets mest iøjnefaldende højdepunkt fik vi dog under ”The State of Massachusetts”, hvor forsanger Ken Casey havde invitereret medlemmer fra The Scratch på scenen. Ikke for at gæsteoptræde, men for at offentliggøre begge gruppers genkomst til de danske kyster i 2025. Som led i annonceringen valgte den energiske mikrofonholder således at falde på knæ for at ’fri’ og spørge, om irerne ville med på turnéen som support. Efter man havde hinanden hånd derpå, steg stemningen betragteligt blandt publikum. Det var dog for intet at regne mod det, der siden hen kom for en dag …
’When you walk through a storm / hold your head up high / and don't be afraid of the dark’. Selv hos denne inkarnerede ’Gunner’ (læs: kælenavn for fans af fodboldklubben Arsenal) gennem mere end 25 år har Rodgers og Hammersteins larger-than-life hymne ”You’ll Never Walk Alone” fra tid til anden givet klumper i halsen. Således også denne aften, hvor publikums sympati for Premier League-rivalerne fra Liverpool blev endog meget tydelig, og hvor ’The Kop’ (læs: Liverpools stemningstribune på hjemmebanen Anfield Road) for en stund var flyttet ud foran Helvíti. Nu skulle det hele jo ikke gå op i bold og bajere, hvorfor ”Rose Tattoo” blev spillet som en hyldest til det fremmødte segment uden skævt kromosompar. Her måtte jeg undertrykke en vis fnisen, idet melodien gav ganske kraftige associationer til Tenacious D og nummeret ”Kickapoo”. Bevares, den havde jeg formentlig helt for mig selv, som ”The Irish Rover” indikerede, at overfarten var ved at nærme sig sin afslutning. Ude godt, hjemme bedst, og mens fortøjningerne blev kastet og rigget til, kunne signaturnummeret ”I’m Shipping Up to Boston” sætte to streger under en munter, om end lettere ensformig og i virkeligheden yderst forudsigelig færd.
Skumsprøjt af salte tårer
Selvom I formentlig er lige så trætte af at høre om mine beklagelser, som jeg er af at gentage dem, er det desværre bydende nødvendigt. Ikke over Dropkick Murphys, der præsterede på helt fint niveau, uden at taget på noget tidspunkt var ved at lette. Dertil er variationen i repertoiret og udtrykket ganske enkelt for lille. Og egentlig heller ikke over publikums engagement, der for en gang skyld lå til den pæne side. Men af den evige diskussion om skismaet mellem fornyelse og konservatisme. Et emne, der igen kom op at vende, da jeg under koncerten stødte på en tidligere veninde og spurgte lidt ind til hendes oplevelser og præferencer på årets festival. Billedet viste sig at flugte fint med de øvrigt adspurgte gæster i løbet af dagene såvel som egne oplevelser, både her og så sent som under Kerry King. For til trods for al snak om fornyelse og arrangørernes forsøg på at tækkes innovative kræfter i det danske metalmiljø så er det over en bred kam ikke der, hjertet banker hos den menige festivalgænger. Vi vil høre noget, vi kender. Noget, vi føler os trygge ved og dermed kan give os 100 % hen til. Mens udvandringen så småt begyndte at tage fart, fortsatte festen til udgangsvisen ”Until the Next Time” meget naturligt blandt de mest dedikerede oppe foran. Det var det dog de færreste, der tog notits heraf. Man var således allerede på vej videre i livet. Næh, glem alt om forandringens vinde. Vi hopper ikke med på den galej.
