Det store ostebord
Det er ikke så tit, at jeg anmelder powermetal, men det sker dog, at jeg en gang imellem bevæger mig op fra den mørke og fugtige kælder, jeg primært befinder mig i, og stikker næsen ind i dragerne og enhjørningernes rige. Jeg bliver dog sjældent hængende ret længe, for min mave kan ikke helt tåle så meget ost, som der er på menuen. Men uanset mine nuværende præferencer så havde jeg aldrig fundet frem til denne hobby, hvis ikke det havde været for det enorme italienske ostebord, der er Rhapsody, powermetallens faldne konger. Og nu og da sker det da, at jeg falder over et powerband, som jeg knuselsker; de har det dog med at blive rasende uvenner kort tid derefter – hvilket er jævnt trælst. Heldigvis så findes Dragony, og det virker til, at disse muntre østrigere deler min kærlighed til Rhapsody – så er spørgsmålet bare, om det er nok til at sikre en god karakter, eller om der skal mere til.
Når det er bedst bare at kopiere
Dragony kender kun ét tal, og det er 11. For alt på Hic Svnt Dracones er skruet op til max og så lidt til. De her østrigere er kun kommet for at danse; det er der så absolut ingen tvivl om. Noget andet, man så heller ikke kan betvivle, er bandets totale mangel på kreativitet. Lad os da bare starte med det faktum, at albummet åbner med et cover af Antonín Dvořáks Symfoni nr. 9, som da utvivlsomt er et fantastisk stykke musik, men ligefrem at åbne sit album med andre folks musik er en kende ufint, selvom det lyder godt, men det er jo reelt set ikke bandet, man kan rose for det. Derfra får vi to numre, der nemt kunne være nogle, som Rhapsody havde skrevet, nemlig “Dreamchasers” og “Silver & Blood”. Ironisk nok er disse to numre absolut de bedste på albummet, selvom de er så alarmerende uoriginale. Det er især vokalistens fraseringer, der får en til at tænke på mesteren selv, nemlig Fabio Lione. Omkvædet i “Dreamchasers” er så godt som en 1:1 kopi af “The Last Winged Unicorn” – ligeså er det meget tydeligt, at guitaristen er kæmpe fan af Luca Turilli, hvilket man da egentlig ikke kan fortænke ham i, da han var for powerguitaren, hvad Hetfield var for thrashguitaren, nemlig et gudsbenådet ikon. Alt dette kan måske lyde/læses som benhård kritik, hvilket det grundlæggende også er, men i og med Rhapsody ikke har været nogens tid værd i snart to årtier, så kan jeg på ingen måde blive sur over, at Dragony stjæler med arme og ben, når nu italienerne ikke kunne finde ud af at holde stand. Faktisk så ville Hic Svnt Dracones fungere markant bedre, hvis samtlige numre var Rhapsody-plagiater, hvilket er et vildt postulat egentlig. Desværre så bevæger bandet sig fra Italien til henholdsvis både Tyskland og Sverige på de sidste par numre, hvilket betyder, at vi går fra hæsblæsende, storladen og “turn it to 11!”-power til flødemuzak af værste skuffe – den slags, som er for fesen til selv Eurovision. Bevares, bandet holder da stadig fast i deres danselyst, og spilleglæden er da stadig i højsædet, men hvor havde det dog bare været et så meget bedre slutresultat, hvis de havde fortsat med at være Rhapsody of Austria!
Man kan ikke hade Dragony
Dragony er på mange måder et klassisk og skabelonskåret powerband. Det er morskab, fest og kammerateri, men musikalitet og originalitet bliver desværre konstant henvist til de billige siddepladser. Men omvendt så spiller de også den slags musik, som er umulig at blive sur på; det ville svare til at blive sur på en hundehvalp. Alene det faktum at albummets lukker, ”The Untold Story (Albion Online)” er dedikeret til et falleret MOBA-spil, siger alt, hvad der er at sige om Hic Svnt Dracones.
