Som sild i en tønde
Forventningsfuldt havde festivalgæsterne mast sig ind i Vestsalen og stod side om side, mens de ventede på, at det britiske kultband Dragonforce endelig ville indtage scenen. Publikum skulle dog ikke vente længe, for de britiske guitarekvilibrister var klar tre minutter før tid med bandets to grand old men, Herman Li og Sam Totman, stående klar oppe på de to store spillemaskiner, der flankerede scenen.
Cuccos og guitarlir
Akkompagneret af gevaldig elektro-pling-pling og pyro indtog Dragonforce den lille scene, der var proppet til randen med kulisser i form af to gigantiske oppustelige dragehoveder og to overdimensionerede spillemaskiner. Gruppen, der ellers er en kvartet, har på indeværende turné medbragt Billy Wilkins, som gruppen har støvet op på TikTok, som ekstra guitarist, så overstadigt guitarfræs var forprogrammeret, da de indledte deres sæt med nummeret “Fury of the Storm” fra Sonic Firestorm udgivet i 2004. Overraskende nok – specielt, når man tænker tilbage på den sidste Dragonforce-koncert, der blev anmeldt her på sitet – sad lyden i skabet fra allerførste tone, og vi fik en fin vokalperformance af frontmand Marc Hudson. Efterfølgende “Cry Thunder” blev ligeledes fremført med overskud og præcision – det er mig dog uvist, hvor meget der er backing track, og hvor meget der rent faktisk bliver fremført live. Men nok om det. Publikum fik ikke blot disket klassiker efter klassiker op, men også nye numre fra deres nyeste udspil, Warp Speed Warriors. Blandt andet “Power of the Triforce”, hvor bandets medbragte Cucco-bamse fik sig en tur rundt i mængden under det forbehold, at den skulle bringes sikkert tilbage til scenen ved sangens afslutning. De fremmødte fans hørte pænt efter, og powermetalveteranerne fortsatte ufortrødent det flotte arbejde. For undertegnede var det dog uden tvivl “Last Dragonborn” fra Extreme Power Metal udgivet i 2019, der var denne koncerts højdepunkt. Alt på det nummer spillede bare, og publikum, der var mast sammen inde i den alt for lille Vestsal, lod sig rive med af den energiske optræden på scenen. Det gjorde, at “Doomsday Party”, der ikke just hører til mine favoritter, blev en smule mere udholdelig. Næste nummer blev introduceret med, at frontmanden spurgte ud i publikum: “Do we have any ladies in the audience?” Da det blev klart, at han spurgte, fordi næste sang skulle være Celine Dion-nummeret “My Heart Will Go On”, som jo ville være den sang, som kvinder med sikkerhed kender – tsk, tsk – blev jeg endnu en gang bekræftet i, at sådanne coversange generelt bare skal afskaffes med tilbagevirkende kraft. Også Taylor Swift-nummeret(!) “Wildest Dreams” kunne jeg sagtens have undværet, selv om det nu var meget morsomt at se folk moshe til netop den sang. Heldigvis blev koncerten afsluttet med et højdepunkt i form af ”Through the Fire and Flames”, der selvfølgelig ikke måtte mangle til et Dragonforce-show.
Hilsner fra spillehelvede
Alt i alt var denne optræden yderst positivt overraskende. Alle i bandet gjorde deres for at holde festen kørende, og publikum tog det til sig med åbne arme og sang med det bedste, de havde lært. Det var vildt, det var svedigt – og det var skidegodt!
Sætliste
- Fury of the Storm
- Cry Thunder
- Power of the Triforce
- Soldiers of the Wasteland
- Last Dragonborn
- Doomsday Party
- My Heart Will Go On (Celine Dion-cover)
- Wildest Dreams (Taylor Swift-cover)
- Fire and Flames
