Instrumentale plader kan være noget af en tung ko at danse rundt med, men i dette tilfælde har man heldigvis skåret de fleste ubrugelige gener/sener væk – samt en god bid af et ildelugtende oppustet (ego) røvhul. Faktisk er der rimelig meget mørbrad at hente på dyret her. Den musiske kunnen og variation er helt klart til stede, hvilket på ingen måde kommer som en overraskelse, når man ser på rækken af prominente bidragsydere der har kastet deres talent ned i rillerne på de respektive numre. Mange kender Derek Sherinian's tangent evner fra hans tid i Dream Theater, men derudover gæstes "Mythology" af sværvægtere som bl.a. Zakk Wylde, Steve Lukather, Simon Phillips, John Sykes, Tony Franklin og Marco Mendoza. Noget af en broget flok må man sige, men ikke desto mindre er der tale om garvede musikere der her formår at løfte opgaven i fællesskab, således at man som lytter sidder tilbage og egentlig synes: ’Det her er sgu da helt okay tone’. Men heller ikke meget mere end det. Nu er det godt nok første gang jeg lytter til Sherinian's solo ting, men jeg kan forstå at mange af de folk som medvirker på albummet, også var at finde på sidste års "Black Utopia" og "Inertia" fra 2001. Den eneste skæring på albummet der indeholder vokal, er den afsluttende "The River Song", som synges af Zakk Wylde med vanlig dvask (læs: Ozzy flad) vokal. Jeg har et lidt ambivalent forhold til Zakk's stemme, men det redes oftest hjem af hans udmærkede evner på den kære Gibson. Det samme gør sig (næsten) gældende her, selvom "River Song" er tæt på at være den kedeligste ko på albummet her. "Day Of The Dead", "God Of War", "Alpha Burst" og "One Way Or The Other" falder dog i god jord hos undertegnede, uden at blæse mig omkuld.