Det går desværre kun en vej
Når man runder de 30, begynder kroppen lige så langsomt at svækkes. Det går selvfølgelig meget langsomt i starten, og det eneste sted, man måske aner alderen trykke, er, når tømmermændene føler for at blive hængende en ekstra dag. Men når man runder de 60, begynder denne svækkelse at øges — medmindre man hedder Ernie Hudson og åbenbart er i sit livs form som 80-årig. At netop Ernie Hudson kun har en meget lille rest af denne svækkelse i kroppen, er måske grunden til, at amerikanske Horrific Visions har kaldt deres debut Remnants of Atrophy.
Et telefonnummer jeg ikke ringer til i nødens stund
Der kan selvfølgelig også være andre årsager til titlen, da veltrænede Ghostbusters-seniorer ikke rimer voldsomt meget på brutal dødsmetal.
Generelt set er rimsmedjen og hele det musikalske håndværk noget af en kedelig oplevelse hos Horrific Visions. Introen på “Malnutrition” leder ellers tankerne hen på Diphenylchloroarsine og Facelift Deformation, men nummeret reducerer hurtigt sig selv til blikdåse-blasts og en nedstemt guitar, hvor man åbenbart kun har betalt for de to nederste strenge. Som titlen antyder, så mangler der ganske enkelt noget næring, især af den kreative slags. “Deranged Perversion” tegner nogenlunde samme billede, og selvom “Primal Aggression” til dels lykkedes med et par solide genretypiske riffs, så er der lidt for meget astmatisk opkast ombord på en fiskekutter i breakdownet til at efterlade et tydeligt positivt indtryk. Her hjælper det selvfølgelig heller ikke, at produktionen er lige skrabet nok. Lydbilledet er mere mudret og bundløst, end mosen hvor man fandt Grauballemanden, og samtidig er der et alt for stort vokalfokus, hvor denne kommer til at fremstå både slidt og ugidelig. Det lyder næsten som en grov demo fra et nystartet band. Men Remnants of Atrophy er vel at mærke ikke en demo, det er en plade fra et tolv år gammelt band. Godt nok en debut, men øvelokalet burde alligevel have været frekventeret et par gange over det sidste årti. Det kan man bare ikke høre.
Vi skal helt ned til niende og sidste nummer – titelnummeret – før de gæve texanere faktisk demonstrerer nogle lydbilleder, der er dejligt grusomme. Der er både Dying Fetus-inspirerede riffs, hvor alt er sekunder fra at blive flået fra hinanden, gode gamle brutale grooves i en ny, flot indpakning, der kan lære Stabbing et par ting, og vokallagene rammer også imponerende fri leg hos seriemorderen. Tænk, hvis pladens 21 foregående minutter var lige så interessante! Den instrumentale “Horrific Visions” ville have været fedt som et fuldt nummer og ikke bare halvandet minut udmærket tungt groove, der lyder til kun at være inkluderet, fordi det lød fedt og fyldte lidt.
Gad vide, hvad det bliver til over de næste tolv år?
Hvis du har ventet spændt i tolv år på denne plade, så har jeg ganske enkelt en smule ondt af dig. Remnants of Atrophy byder næsten udelukkende på tyndslidte og overbrugte virkemidler fra den brutale død, der tilmed lyder, som om den er indspillet i et haveskur. Gennemsnitlighed kan man dog leve med. Men at Horrific Visions til allersidst viser, at de godt kan lyde interessant, får resten af pladens kedsommelige passager til at lyde som aktive valg, hvilket kun gør oplevelsen endnu mere træls. At middelmådighedens svækkelse er bevidst, er måske i sandhed de grusomme visioner.