Derek Sherinian - Molecular Heinosity

Molecular Heinosity

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Prog rock
Spilletid:39:43
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvis keyboardist Derek Sherinian behøver nærmere introduktion, henviser jeg til min anmeldelse af hans sidste solo-album "Blood of the Snake" her på siden. På "Molecular Heinosity" har Sherinian oppet sig gevaldigt i forhold til "Blood of the Snake". Numrene er stadig overvejende instrumentale, denne gang med kun én undtagelse, det afsluttende "So Far Gone" med Ozzy-inspireret vokal af Zakk Wylde. Stilen på det nye album har som altid rødder i det Liquid Tension Experiment-agtige univers fra Sherinians tidligere projekt Planet X, men er nu fusioneret med en harmonisk kompleksitet og syret jazzethed, der af og til henleder tankerne på albummet "Heavy Machinery" med Allan Holdsworth og brødrene Anders og Jens Johansson, samt kølige indslag af poppet-bluesede klange, som kan minde om Toto i det instrumentale hjørne eller noget af Steve Lukathers solomateriale. Ud over at numrene generelt er blevet mere komplekse, er den gennemgående atmosfære også blevet meget, meget mere heavy, omend man skal hen til henholdsvis fjerde og femte nummer, "Wings of Insanity" og "Frozen by Fire" (og senere titelnummeret), før albummet virkelig bider fra sig med onde, hurtige (eller hurtigt underdelte) thrashunderlag, der får lytterens nakkeled i hastig bevægelse.

Rytmestrukturerne på numre som "Antarctica" og "Primal Eleven" hører til noget af det mest udfordrende, jeg har hørt fra Sherinian og sådan i det hele taget inden for genren – nogle af de polyrytmiske passager tangerer trommeslager Gregg Bissonettes første soloalbum med broderen Matt på bas. Det informationsmateriale, jeg har haft adgang til, fortæller ikke, hvem der spiller på hvad hos Sherinian, men gryderne klaskes på skift af Virgil Donati og Brian Tichy, der også har lagt nogle af guitarsporene. Bassen tager Tony Franklin sig af, mens Zakk Wylde også fyrer noget fed spade af i tilgift til sin føromtalte vokalpræstation.

Selv om der selvfølgelig er en udvikling igennem albummet, er stilelementerne generelt bedre blandet i de enkelte numre, end de var på "Blood of the Snake", kompositionerne er tættere, mere fængende og overraskende, og albummet virker simpelthen mere helstøbt og medrivende, end hvad jeg hidtil har hørt fra Sherinians hænder. Hvis jeg overhovedet skal finde noget at brokke mig over, så er jeg stadig i tvivl om, hvad jeg skal mene om Zakk Wyldes vokalæstetik. Jeg synes fortsat, at han sang federe i Pride & Glory, end han har gjort, siden han begyndte på sit Black Label Society-halløj. De fede, monstertunge bund i "So Far Gone" gør dog, at Wyldes stemme glider ned. Et andet kritikpunkt kunne være den guitarsolo-baserede ballade "The Lone Spaniard", der er noget ensformig og uinteressant, men til gengæld forholdsvis kort. Bortset fra det synes jeg, "Molecular Heinosity" er en kanonfed skive, der burde appellere til ikke blot fans af god instrumental-lir, men også folk, der bare godt kan lide tunge, solide metalgrooves.

Tilføj kommentar