Intetkøn
Helt og aldeles uskadelig svensk metal. Et poleret, pelset og pivkedeligt album. Det kan, når det er bedst, fungere som underlægningsmusik til en tur i Føtex, og du kan endda hyggesnakke med konen eller manden, imens du lytter. Der er intet at gå glip af. Alle spiller så pænt, at jeg efter bare en enkelt gennemlytning, føler mig nødsaget til at høre livealbum med Stones og Dylan, hvor ingen bandmedlemmer spiller eller synger rent, eller for den sags skyld ligger lige på beatet.
Navnet Darkane er slået sammen af ordene Dark og Arcane – et sammensat ord, der må være indbegrebet af intetkøn, og af frygt for at pirre folks nysgerrighed til at lytte orker jeg næsten ikke, at give eksempler på, hvor intetsigende det hele er. Men OK, here goes, nu er I advaret.
Nå
På en eller anden måde lykkes det Darkane at udviske det menneskelige i værket, og i bestræbelserne på bare at mærke et eller andet er det bedste, jeg kan komme op med, et “nå”. Også selvom Darkane måske allerede har advaret mig, når de kalder deres syvende og nyeste udgivelse Inhuman Spirits. For det lyder faktisk umenneskeligt og uden nerve, når titelnummeret ruller hen over min indre skærm med teksten: ”A truly messed up mind / Grasping for a way to cope”. Vokalen er påtaget, artikulationen er overdrevet, og der fraseres, som var det Papa Het uden hjerte. Jeg får den tanke, at albummet er udført af studiemusikere, der allesammen lader som om, inden de om aftenen skal ud at spille den musik, som de rent faktisk synes er fedt. Det gad jeg så til gengæld godt at høre. Bandets forsanger, som også er producer på skiven, har da også lidt af et generalieblad i forhold til at bruge sin vokal i andre sammenhænge. Mere end 20 albums kan jeg tælle til udover hans medvirken på Darkane … og på en måde forstår jeg det godt, for han kan egentlig det hele. Når han for eksempel screamer/growler på nummeret “Embrace The Flames”, afbryder jeg faktisk min kæreste, da hun spørger mig, hvor de har gemt sødmælken … for skete der lige noget der? Nej, det gjorde der så ikke alligevel, for sekunder efter er han tilbage med den der ligegyldige oldschool thrash-frasering, som i denne sammenhæng bare er der. Det er det.
Og faktisk er alt det her noget af en underlig affære. For de fem drenge fra Helsingborg har spillet sammen i umindelige tider, ja, helt siden den lille havfrue mistede sit hoved for anden gang, og de har faktisk nogle hæderlige skiver på CV’et. The Sinister Supremacy går an, det samme gør Demonic Art som et spændende aggressivt Anthrax-agtigt indslag med vokalharmonier a la Queen her og der. Der er i hvert tilfælde nerve og puls, som er mere, end hvad man for eksempel kan sige om nummeret “Mansion Of Torture”, der består af metronomskarpe guitarharmonier, men nu med et nærmest melodisk hardrock omkvæd, som ingen rigtig tror på. Jeg gør i hvert tilfælde ikke. Eller hvad med “The Great Deceiver”, som, ret skal være ret, også kort fanger min opmærksomhed – der er growl/scream, der er slayerisk riff, og det begynder at ligne noget, lige indtil omkvædet melder sin ankomst. “The great deceiveeeeer”. Det mener de simpelthen ikke alvorligt?
Middelmådighed
At Darkane kan spille, står ikke til diskussion. Heller ikke, at alle musikerne besidder et ret højt teknisk niveau – de har bare aldrig fundet deres egen lyd, læs: identitet. De minder mig allermest om de rockguitarister, der er flest af lige nu. Hver gang jeg hører en solo, tænker jeg: Er det Page? Er det Hendrix? Er det Gilmore? Er det …? For så at konkludere at jeg er blevet snydt. Det er alt og ingenting, og dét findes der et ord for. Det ord er middelmådigt, og som min gamle guitarlærer Knud Møller, nuværende guitarist for øboeren Johnny Madsen, engang sagde til mig (udover at jeg holdt min guitar, som en nonne holder på en …): “Middelmådig musik – det er livet simpelthen for kort til”.
