Dark Funeral spiller koncert i Amager Bio, København S .
Dark Funeral - We Are The Apokalypse

We Are The Apokalypse

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ting tager den tid, det tager

Svenske Dark Funeral har aldrig været kendt for at forhaste sig med deres udgivelser. De sidste 17 år har de udgivet tre fuldlængdeplader, hvoraf den seneste, Where Shadows Forever Reign, er fra 2016. Med alt, hvad verden har været igennem de seneste to-tre år, virker 2016 som en evighed siden, og spørgsmålet er, hvor meget Lord Ahriman & co. ligner sig selv på deres nye udspil, We are the Apocalypse. Der er imidlertid er ingen grund til at falde ned af stolen af spænding, for Heavymetal.dk har lavet detektivarbejdet for jer!

Mørkt menageri af musikalske brudstykker

We are the Apocalypse er Dark Funerals andet album, hvor Heljarmadr, der erstattede Emperor Magus Caligula efter denne forlod bandet i 2010, er bag mikrofonen. En udvikling, jeg personligt selv var begejstret for, da Heljarmadrs stemme har en anden flair og er bedre castet til den ”storytelling”-stil, som Dark Funeral har tillagt sig. Det bliver også helt tydeligt på We are the Apocalypse, der i hvert fald konceptuelt følger i forgængerens fodspor.

For mangeårige fans kan jeg berolige med det samme – We are the Apocalypse er ingen kristen pigespejderlejr. Pladen er umiskendeligt et Dark Funeral-produkt, og bandet spiller på alle sine kendte styrker. Dette står klart fra første nummer, ”Nightfall”, hvor Lord Ahriman strør om sig med ominøse riffs, mens Jalomaah tordner på trommerne i baggrunden. ”Let the Devil In” er en mindre intens skæring med mere groove, der virkelig giver Heljarmadr mulighed for at shine på vokalen, mens tempoet igen bliver skruet op på ”When Our Vengeance is Done” og den finurlige ”Nosferatu”. Sidstnævnte er et udmærket nummer, men det virker lidt ”out of character” for bandet pludselig at smide populærkulturreferencer ind i arbejdet. Nummeret er også det bedste eksempel på den føromtalte historiefortællerstil, som bandet har tillagt sig på dette album. Heljarmadrs vokal ligger meget højt i mikset, og det er hele tiden relativt nemt at høre lyrikken, hvilket utvivlsomt må have været et fokuspunkt for bandet. En smule synd eftersom de lyriske temaer og eksekveringen godt kan virke lidt karikeret. Albummets overraskelse er ”When I’m Gone”, der starter med en følsom akustisk intro, der langsomt glider over i tungere atmosfære og instrumentation. ”Ballade” har jeg skrevet på mit notepapir, dels med reference til nummerets langsommere og delikate karakter, dels med henvisning til den reaktion, Dark Funeral må forvente at blive mødt med fra the trve black metal cult med sådan et påfund. Men der er altså ikke tale om en ”Cemetery Gates” eller ”Return to Serenity” – det er stadig et frysende misantropisk black metal-nummer, der ikke rimer på radiovenlighed. Det er dog umuligt at ryste tanken af sig, at We are the Apocalypse med sit groove og sin melodi er mere … ”varm” end svenskernes tidligere bedrifter, der fokuserede mere på mørk, gletsjerkold atmosfære og de typiske black metal-dyder. Resten af pladen byder da også på mere af det samme: velproduceret black metal, der veksler både i tempo og intensitet, med den nærmest doomede ”Leviathan” som behageligt højdepunkt.

Solide råvarer, så kom så med krydderiet

Kritikpunkterne er få, så derfor vil man som læser givetvis spørge sig selv, hvorfor d’herrer ”kun” kan få seks kranier. Svaret er flertydigt. For det første er det helt tydeligt, variationerne til trods, at alle numrene bygger på samme instrumentale grundopskrift. Det gør det en smule forudsigeligt i længden. Derudover kan jeg sagtens høre, hvilken udvikling Dark Funeral har forsøgt at bevæge sig ind i med We are the Apocalypse, men som med enhver ny begyndelse er det en lille smule kejtet. Som den der akavede fase, når man vil gro sit hår langt, og man i to-tre måneder ligner en puddel. Numrene virker usammenhængende, og Heljarmadrs vokal fylder rigtigt meget. Selvom han er dygtig, er det lidt en skam, da Dark Funerals kvalitet til syvende og sidst altid har været båret af den gode komposition og stærke atmosfære, som instrumentsiden skaber. Hullerne i osten til trods er der stadig tale om et ”must have” for alle fans af Dark Funeral, og forhåbentlig går der ikke seks-syv år, før vi igen hører fra de svenske black-veteraner.

Tracklist

  1. Nightfall
  2. Let The Devil In
  3. When Our Vengeance Is Done
  4. Nosferatu
  5. When I’m Gone
  6. Beyond The Grave
  7. A Beast To Praise
  8. Leviathan
  9. We Are The Apocalypse

Tilføj kommentar