Hip, hip, hurra!
Hvad har Phil Anselmo (Pantera), Gary Holt (Exodus), Noise (Kanonenfieber), Nahuel Lozano (Mental Cruelty), Matt Heafy (Trivium) og Frédéric Leclercq (Kreator) tilfælles? Jo, de er alle sammen – åbenbart – så store fans af Dark Funerals eponyme EP fra 1994, at de er blandt en hærskare af musikere, der har lavet små videoer, hvori de hylder den svenske gruppes første udgivelse, i forbindelse med at den fylder 30 i år. I og med den udkom fem år før, Heavymetal.dk blev skabt, har vi aldrig anmeldt Dark Funeral, men nu hvor bandet har valgt at genindspille og genudgive den i en fancy jubilæumsudgave, så er det da oplagt at få gjort noget ved netop dét problem. Genudgivelsen består af både den oprindelige EP og så den genindspillede variant, så man har rig mulighed for at sammenligne originalerne med de nye udgaver – hvilket jeg da også vil gøre i denne anmeldelse. Så hold på hat og nittearmbånd, nu spiller vi den med Satan!
Hyldest eller cover?
Dark Funeral er, trods deres lange karriere, aldrig et band, jeg har hørt nogen kalde for sit favoritband, ej heller er de et band, der ofte bliver refereret til, når der skal drages musikalske paralleller. Personligt har jeg da heller aldrig dyrket dem, og bandets seneste reelle udgivelse, We Are The Apocalypse fra 2022, var mildest talt en jævn lytteoplevelse. Derfor er det nu alligevel meget sjovt at gå tilbage til begyndelsen for at se – eller rettere høre – hvor de kom fra, og hvad de oprindelige tanker egentlig var. Hvilket der jo netop er rig mulighed for, nu hvor man får både originalversionen og genindspilningen her.
Det er desuden værd at bemærke, at samtlige medlemmer af Dark Funeral – undtagen Lord Ahriman – er blevet skiftet ud i mellemtiden, så hvis man eksempelvis synes, at Themgoroths vokal lyder markant anderledes på jubilæumsudgaven, ja, så skyldes det, at det altså er Heljarmadr, der synger – det må være op til lytteren at afgøre med sig selv, hvilken vokalist man foretrækker. Men udover at samtlige musikere undtagen Lord Ahriman er blevet skiftet ud, så giver det nok også sig selv, at jubilæumsudgaven lyder betydeligt mere ren og pæn. Produktionen er mere poleret og ren, lydmixet mere jævnt, og generelt så er det hele bare mere professionelt. Det er dog noget af et tveægget sværd – for den oprindelige udgave var ekstremt charmerende i sit rå og lettere kluntede udtryk. Det er især Draugens trommespil fra 94, der er blevet lavet om på, for hvis man hører originalen, bliver man mødt af en klassisk omgang potter-og-pander-trommespil, hvorimod Jalomaahs trommer lyder betydeligt mindre som et slagsmål i Ikeas køkkensektion. Ligeså er det nu noget nemmere at høre den underliggende guitarmelodi i ”In the Sign of the Horns”, som forsvandt en kende i originalen. Men derudover bidrager den nye produktion ikke med ret meget, for selvom originalen havde et mere råt udtryk, så var den faktisk forholdsvist velproduceret genren taget i betragtning.
Hvad rimer på ’cash grab’?
Dark Funeral (30th Anniversary Edition) føles egentlig ret overflødig – og hvis ikke det var, fordi den inkluderede original-EP’en, som hverken er til at skaffe i fysisk forstand eller tilgængelig på streamingplatforme som Spotify, så ville jeg have betydeligt sværere ved at se ideen med denne her udgivelse. Jeg kan sagtens forstå, at man vil fejre sig selv og sin karriere (selvom det i det her tilfælde kun er en femtedel af bandet, der reelt set bliver hyldet), men det havde været lige så fint ”bare” at genudgive originalen uden at bruge tid på at genindspille de oprindelige sange. For ærlig talt så lyder Dark Funeral bedre end sin 30 år yngre klon – og jeg kan ikke lade være med at sidde med en følelse af, at det her handler lige så meget om, at Century Media gerne lige ville klemme en ekstra mønt ud af Dark Funeral.
