Pension? Ikke tale om!

Tillykke med fødselsdagen

2024 har været året, hvor et af danmarkshistoriens største rockbands har fejret 40-års fødselsdag. Vores allesammens D-A-D har rundet det skarpe hjørne, hvilket er blevet markeret med både et opsamlingsalbum og en særudstilling på Nationalmuseet.

2024 er også året, hvor D-A-D udgiver sit trettende album. Det er fem år siden, vi sidst hørte fra dem i form af den forrygende plade, A Prayer for the Loud, og siden da har de, udover at have spillet et hav af koncerter, været travlt optaget i øveren. Omkring 40 nye numre blev det til, og de fjorten bedste har fundet vej til den nye plade, Speed of Darkness.

Leverer stadig varen, som var det ‘nineteenhundredandyesterday’

”Der er ingen Kim Larsen i D-A-D, men fire Franz Beckerlee. Vi er tvunget til at samarbejde, for ingen af os kan det hele, og det er også smukt. Der er nye blomster i buketten, hver gang vi er i studiet.” Frontmand Jesper Binzer er ellevild over tidens kreative processer i D-A-D, og hans tre nærmeste kollegaer er alle enige; det er længe siden, samarbejdet mellem de fire har affødt så solidt materiale, som det er tilfældet denne gang. Og de er da heller ikke helt forkert på den. Speed of Darkness er en fremragende plade.

At starte et album med så overbevisende numre som den bluesy “God Prays To Man” og “1st, 2nd & 3rd” vidner om musikalsk overskud. Det er en hårdtslående dobbelt slagserie, hvor alle de gode D-A-D-elementer, der altid har virket, er sat fremragende i spil. Binzer skriger stadig fremragende, Cobbers guitar har stadig sin western-‘twang’, Stig lægger ubesværet fundamentet med bassen, og Laust Sonnes trommer er stadig skønt jazzede. Så langt, så godt. Titelnummeret er ligeledes en skøn skæring, der fortjener mange genhør, og singlen “Keep That Mother Down” samt den singalong-venlige “Live By Fire” bliver man heller ikke træt af. Lytter man godt efter, kan man høre en del gamle D-A-D-klassikere flere steder. Meget fine “The Ghost” minder lidt om “Grow Or Pay”, den afdæmpede perle “Head Over Heels” er i udtryk og melodi meget tæt på “Something Good”, og føromtalte “Keep That Mother Down” har næsten samme riff og groove som “Monster Philosophy”. Her kunne man godt kritisere dem for at genbruge og ikke være opfindsomme nok, men lytter man til det nyere Rolling Stones, Deep Purple eller Def Leppard står det også her klart, at man ikke kan eksistere i over 40 år og være tro mod sine rødder uden at komme omkring harmonier, riffs og dynamikker, der er ramt tidligere. Med andre ord gør det absolut ingenting, at D-A-D er genkendelige og følger deres egen røde tråd.

14 numre er måske lige i overkanten til et D-A-D-album. “Crazy Wings”, “Strange Terrain” og “Automatic Survival” er numre, brødrene Binzer & Co. garanteret kunne skrive i søvne, og de kunne derfor sagtens have været udeladt. Eller i det mindste erstattet med numre i stil med de fremragende “In My Hands” eller sågar “Everything Is Gone Now”. På disse tages der nemlig lidt chancer, og bandet bygger numrene op efter en lidt anderledes opskrift. Førstnævnte er ekstremt underspillet og hårdt på en fed og tilbagelænet måde, mens sidstnævnte leder tankerne tilbage til fabelagtigt fede “Written In Water” fra Helpyourselfish. Bevares, det er kun luksusproblemer, man finder på Speed of Darkness, men lidt flere numre, hvor der var tænkt ud af boksen, i stedet for de mere forudsigelige havde bidraget til en lidt mere helstøbt oplevelse. Men som sagt, bagateller.

Der gror ikke mos …

Langt hen ad vejen er Speed of Darkness et D-A-D-album præcis, som det skal være. Lyd og produktion, hvor man har haft fat i gode gamle Nick Foss og Jacob Hansen, er supersprød og helt perfekt. Og musikken, som jo er det vigtigste, er umiskendeligt D-A-D med en samling sange, der er pokkers solide. Jo, der er genbrug og genkendeligheder her og der, men trods dette går D-A-D aldrig på kompromis med udtryk eller kvalitet, som stadig er topklasse. Her er ingen træthed at spore, og pladen vidner om et band, der i allerhøjeste grad stadig er leveringsdygtige i god, gedigen hardrock, selvom tre fjerdedele af bandet snart rammer efterlønsalderen.

Lad os alle udbringe en skål og et 40-foldigt leve for landets fedeste rockband, og lad os håbe, der i fremtiden er endnu flere lige så fede plader i D-A-D. De lyder i hvert fald ikke som et band, der trækker stikket lige foreløbig.