Krokus har været med fra omkring dengang, at Ronald Reagan var kendt som skuespiller, og nu er de endnu engang på banen med et nyt album. Bandets 18. studiealbum udsendes under parolen: No fillers, no ballads, no bullshit. En dannelsesrejse og et indblik i de numre som gennem tiden har inspireret og præget Krokus. Dét vi andre slet og ret kalder…: covernumre.
Ud af kroppen oplevelse
Covernumre er en sjov størrelse. Når det er bedst udført er det en ud-af-kroppen-oplevelser Umuligt at beskrive med ord, men - nu forstår du livet.
Tænk på hvordan Hendrix omskrev Dylans “All Along the Watchtower”, og i en sådan grad at Dylan efterfølgende har udtalt: “I liked Jimi Hendrix’s record of this and ever since he died I’ve been doing it that way..."
Majestætsfornærmelse
I den anden ende af skalaen snakker vi majestætsfornærmelse, der i grove tilfælde retteligt burde være en sag for anklagemyndigheden fremfor os anmeldere. Sådan en udgivelse er Big Rocks. En majestætsfornærmelse, og en syngende lussing til de helte der burde hyldes, men i stedet vanæres.
Am I Evil? Yes I am
Men før domsfældelsen. Først lidt om hvordan coverversioner skal klares når det gøres bedst. Coverversioner kan åbne en ny verden op, og introducere os for nye bands, tematikker og give en forståelse af hvor inspirationen oprindeligt kommer fra. Det er masser af eksempler. Metallica har f. eks med stor succes udvidet min musikalske horisont, og fungeret som fødselshjælper for nye/ gamle bands. Misfits, Danzig og Diamond Head f.eks blev introduceret af den vej. Andre har med succes grebet efter coveralbums når situationen krævede det. Tænk på hvordan A Perfect Circle formåede at sætte krigs gru og vanvid på dagsordnen med udgivelsen af Emotive i 2004. Et album med anti-krigs sange og en bidende kommentar til det i gangværende præsidentvalg og krigen imod terror. Så rocker rock.
Værtshusets jukeboks
Dén slags skal du ikke forvente fra Krokus. Albummet er, fra ende til anden, en ørkenvandring af de mest forudsigelige. De mest åbenlyse klassikere fra værtshusets jukeboks optræder i en ligegyldig og tilfældig strøm. Det répertoire som Krokus har opfundet er så himmelråbende banalt og uopfindsomt, at man må undre sig over hvordan i alverden bandet har overlevet i en kreativ branche. Rækker fantasien virkelig ikke til mere?
Åndenød
Bandet har, forud for udgivelsen, forsøgt at forklare valget af numre i ligegyldige og intetsigende vendinger. Men i praksis bliver de fleste af numrene liret af, så de stort set er identisk med originalen. Forsanger Marc Storaces forsøger med sin Bon Scott lignende hæse vokal, at tilføre et snert af originalitet til den pligtskyldige leverance, mens Freddie Mercury og Robert Plant med flere lider som gispende fisk hevet op på land.
En aften i øveren
Efter en enkelt gennemlytning er jeg efterladt med en blanding af fysisk utilpashed og en konstant sitren af i kroppen. Hvorfor har ingen grebet ind. Hvorfor blev dette ikke blot ved en øver i øvelokalet?
