Gammel kærlighed ruster ikke - en hyldest til D-A-D
I år fejrer D-A-D deres 40-års fødselsdag. Dette er blevet markeret med en opsamling af gruppens bedste numre, Forty Love, og endda en særudstilling på selveste Nationalmuseet i København.
Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv, at man som band kan holde hinanden ud så længe som 40 år, og læg dertil, at D-A-D også er rendt ind i flere forhindringer på vejen end de fleste andre bands. Men de er altid kommet stærkere ud på den anden side. 40 år, og de er slet ikke færdige endnu. Den 4.10. kommer Speed of Darkness, som er gruppens trettende studiealbum. Men hvem er de egentlig? Det skal vi se lidt nærmere på her.
Her fra Heavymetal.dk skal der også lyde et kæmpe tillykke, og undertegnede vil i denne blog komme ind på, hvad Danmarks bedste rockband er for en størrelse. Det er lige dele hyldest og historie. Historie, fordi det er mit indtryk, at mange – især de yngste generationer af rock- og metalfans – desværre ikke ved, hvor meget D-A-D fylder i den danske rockhistorie. For det er slet ikke så lidt. Af samme årsag forholder jeg mig i det følgende til de første15 år, da disse er mest essentielle.
Og hvor kender jeg dem så fra? Vi skal tilbage til 1989. Jeg var 8 år gammel, da jeg i en idrætstime bemærkede min kammerat Mikkels T-shirt. Fire farlige typer prægede den hvide trøje. Den ene stod og holdt en dunk benzin, og over dem var en masse bogstaver, jeg ikke helt kunne tyde. Nøj, det så fedt ud.
Da jeg på dette tidspunkt var mere end almindeligt interesseret i rock og metal – takket være min opdragelse med masser af rock, og en storesøster hvis højlydte musik var mit gateway-drug – spurgte jeg til den seje T-shirt. “Jeg har lånt den af min søster”, svarede Mikkel. “De hedder Disneyland After Dark”. Hold nu kæft, hvor lød det fedt. Suverænt bandnavn! Desværre havde hverken Mikkel eller nogen andre i min omgangskreds et kassettebånd, jeg kunne låne og overspille, og de fire farlige typer fra Disneyland forblev en myte lidt endnu. Indtil 1991. AC/DC, Metallica, Nirvana og en masse andre fede navne udgav sublime klassikere dette år, men der var særligt ét nummer, som jeg sad klar til at optage på det bedste af mine kassettebånd, hvis det blev spillet i radioen: “Bad Craziness” fra mesterværket Riskin’ It All. En plade, som jeg den dag i dag stadig synes, er den bedste danske rockplade nogensinde. Ja, det er store ord, når der også engang fandtes et lille band ved navn Gasolin, men jeg mener det sgu. Den plade bliver aldrig overgået.
Herfra dykkede jeg godt og grundigt ned i D-A-D. Jeg ville vide ALT om dem, og jeg skulle være endnu mere fan end Mikkel fra klassen. Det lykkedes. Og jeg tror også, jeg kan sige med sikkerhed, at jeg er det endnu.
Dannelsen
I de tidlige 1980’eres København var en lille trio med navnet Disneyland After Dark. Bandet var blevet dannet af sanger og guitarist Jesper Binzer, trommeslager Peter Lundholm Jensen og bassist Stig Pedersen. Stig havde tidligere spillet i punkbandet ADS, og en kort overgang var hans kæreste Lene forsanger i hans nye band, i stedet for Jesper. Et projekt, der skulle være en slags hævn over ADS. Stig ville nemlig vise dem, at det var en helt forkert beslutning at smide ham ud. Og han skulle få ret. Det gik nemlig stærkt for den unge trio. De øvede konstant, og stilen var en blanding af rock, punk og ærkeamerikansk country-musik, og da de tre unge herrer endnu ikke anede noget om, at man kunne ændre toneart, så sangene var lettere at synge, måtte Jesper i stedet anstrenge sig. For at kunne nå de høje toner måtte han næsten skrige, og det skulle siden resultere i hans ikoniske, skrigende sangstil. Teksterne var en komisk overhaling af amerikansk kultur, og bandet blev snart synonymt med et helt nyt ord, der snart skulle være identitetsdannende: Ko-punk.
Til bandets koncerter var der fra gang til gang altid noget nyt i gære. Det kunne være en ny sang, en gimmick eller noget helt tredje. Men den 3. marts 1984 bestod det nye indslag i, at Jespers bror, Jacob – også kaldet Cobber – var med som ekstra guitarist: placeret på en stol ude i siden for at give indtryk af, at han var en hyret studiemusiker. Dette var første gang, Peter, Stig, Jesper og Jacob spillede sammen live, og det betragtes derfor som bandets officielle fødselsdag.
Kvartetten kom samme år i stald hos selskabet Rock On med stifter John Rosing som manager. Rosing fik Disneyland After Dark booket til Roskilde Festival i 1984, og så gik det ellers stærkt. Der blev skrevet kontrakt med Mega Records, og der gik ikke længe, før Disneyland After Dark i 1985 indspillede ep’en Standing on the Never Never. Forholdet til Rosing var et stærkt et af slagsen, der holdt helt frem til Rosings død i 1998, og med ham ved roret kunne bandet snart indspille deres første rigtige fuldlængde-album, Call of the Wild, der kom i 1986. Gruppen havde nu skabt sig et navn i det meste af norden, og allerede året efter kom D.A.D Draws a Circle. Her var de tydeligt på jagt efter en ny lyd, og pladen kom da også ganske vidt omkring i forskellige subgenrer af rocken. Men det helt store tegn på, Disneyland After Dark var ved at blive voksen – eller i hvert fald en anelse mindre umoden – var, at ko-punken pludselig fyldte meget lidt. Pladen solgte 30.000 eksemplarer, det dobbelte af Call of the Wild, men nu var forpligtelserne over for Mega Records opfyldt, og bandet begyndte derfor at pønse på, hvad der nu skulle ske.
Gennembruddet
I sommeren 1988 arrangerede John Rosing en lille amerikansk turne. Turen over Atlanten var ikke nogen nævneværdig kommerciel succes, men Disneyland After Dark vendte tilbage med fornyet energi og en masse nye ideer. Disse blev til en demo på tre numre – alle med et markant hårdere udtryk end bandets tidligere materiale – og Rosing fik på den baggrund landet en aftale med pladeselskabet Medley. På bandets 5-års fødselsdag i 1989 udkom No Fuel Left for the Pilgrims. Den første single, “Sleeping My Day Away”, blev et kæmpe hit, og pladen solgte aldeles fornuftigt. Dedikerede fans var dog lettere skuffede over manglen på ko-punk. Faktisk var det kun i form af Cobbers guitarlyd og bandets visuelle udtryk, at de ærkeamerikanske cowboy-inspirationer var bevaret, men bandet vidste, hvad de ville; nu skulle de ud på den helt store scene.
Med det nye album i baghånden og et band, der var ualmindeligt gode på en scene, tog John Rosing til USA, hvor interessen for de fire danske drenge var stærkt stigende. Flere store selskaber bød sig til, og det endte med, at ingen ringere end Warner Brothers sikrede sig en kontrakt. En aftale, der lød på én million dollars for to plader med en option på en mere. Fuldstændig uhørt for et lille dansk band. Der var bare lige et enkelt problem: bandets navn. Disney-koncernen havde raslet med sablerne, og Warner ville ikke risikere et sagsanlæg, da de var ganske sikre på, det ikke var en kamp, der var værd at tage. Bandnavnet blev nu ændret til D.A.D, og den internationale udgave af albummet No Fuel Left for the Pilgrims måtte have et nyt cover. Mens alt det juridiske tovtrækkeri stod på, havde bandet travlt i alle dele af verden. Japan, Australien, USA og Europa fik besøg af D.A.D i løbet af 1989 og 1990, og ved hjemkomsten stod det klart, at der skulle arbejdes på en opfølger. Bandet var brandvarmt, og gryden skulle holdes i kog.
“You guys are just one hit away from world domination”
Den 14. oktober 1991 udkom Riskin’ It All. Singlerne “Bad Craziness”, “Grow or Pay” og den akustiske “Laugh ’n’ a 1/2” hittede stort, og udover at vinde en masse priser, solgte albummet tilmed rigtig godt. Cirka 450.000 plader blev langet over disken på verdensplan – heraf 130.000 i Danmark – men desværre kun 60.000 i USA. Warner Brothers var bekymrede. De syntes blandt andet, at bandet var lidt for fjollede i deres udtryk. Stop/motion-videoen til “Bad Craziness” faldt ikke i god jord hos amerikanerne, og i det hele taget var deres skandinaviske humor svær at fange for et amerikansk publikum. Derudover var de internationale rock-vinde begyndt at blæse i helt nye retninger på grund af den nye og ekstremt hypede grunge-bølge fra Seattle-området. Warner Brothers valgte, at de ikke ville forny aftalen med det danske band, og D.A.D’s muligheder for verdensherredømme var nu aldeles svære at få øje på. I sommeren 1992 kom bandet hjem fra turné, trætte og fortvivlede. Hvad nu? Én ting stod klart: D.A.D havde brug for en lang pause.
Der blev helt stille omkring D.A.D. Først i 1994 rørte de på sig igen. En håndfuld demoer var endelig kommet i stand efter mange svære og lidet kreative øvesessioner, men da disse blev præsenteret for EMI-Medley, var der ikke meget begejstring at spore. Reaktionen fra pladeselskabet var: ‘Har I overhovedet lyst til at sælge plader?’ Lyden var markant anderledes med hårde riffs, dystert udtryk og ikke meget, der tilnærmelsesvis lød som gruppens store hits fra de forgangne år. Det folkelige og fjollede udtryk og den ironiske tilgang til sangteksterne var væk. D.A.D var blevet voksne og gad ikke mere fis. De høje herrer var ikke glade, og da bandet tilmed gerne ville til Canada og indspille den nye plade sammen med producer Paul Northfield, var stemningen iskold. Men EMI-Medley gik modvilligt med på ideen.
En ny æra
Det absolut tungeste D.A.D-album nogensinde, Helpyourselfish, ramte hylderne den 1. marts 1995. Første single, “Reconstrucdead” var et hit, og anmelderne var begejstrede. I modsætning til bandets ældste fans, der mestendels faldt fra, da de ikke længere kunne genkende deres helte. Men genreskifte og sure fans til trods kunne D:A:D – som de nu hed med koloner i stedet for punktummer – fejre store sejre resten af året. Udsolgte koncerter og stor gensynsglæde prægede 1995, og sidst på året kom opsamlingen med den mundrette titel, Milestone Material: Good Clean Family Entertainment You Can Trust. Et flot punktum for et flot år. D:A:D var som født på ny, og en ny æra kunne begynde.
Her kunne min fortælling om D-A-D – jeps, i dag er bandnavnet med bindestreger – godt fortsætte et stykke tid endnu med masser af sjove detaljer og røverhistorier. Jeg har svært ved at skjule min begejstring for bandet, og derfor også svært ved at fatte mig i korthed. Af den årsag vil jeg ikke gå lige så grundigt til værks, når det kommer til årene fra 1996 og frem. Ikke fordi de ikke har betydning, men fordi bandets musikalske dannelse gennem de første 12-15 år, trods alt er den, der er vigtigst at kende til. Og det er heller ikke fordi, der ikke er sket noget siden 1995. Langt fra. Først og fremmest skal det nævnes, at Simpatico fra 1997 blev den sidste tur i manegen for trommeslager Peter Lundholm Jensen. Han ville uddanne sig til ingeniør og blev erstattet af Laust Sonne; den første og eneste udskiftning af et bandmedlem, gruppen nogensinde har oplevet. Ret godt gået af et band, der blev dannet for over 40 år siden. Men der er også en anden grund til, at jeg trækker en skillelinje ved Simpatico. Det er nemlig her, bandets nuværende lyd mere eller mindre blev til. Med denne plade fandt D-A-D sig til rette i den melodiske hard rock, som de med meget få undtagelser har holdt fast i lige siden. Folkelig og småkedelig, vil nogen sikkert mene, men i min bog er D-A-D aldrig kedelige. Bevares, sammenlignet med ‘de gode gamle dage’ er det måske begyndt at tippe over i kategorien ‘far-rock’, men fred være med det. Det holder stadig!
Hvad der også stadig holder, er bandets første album med Sonne bag gryderne: Everything Glows. Man får mig aldrig til at sige, at D-A-D nogensinde har lavet et dårligt album. Men udover den seneste skive, A Prayer for the Loud, er Everything Glows fra 2000 bandets sidste rigtig fede album. De fire mellemliggende er ganske fine, men består desværre kun af få fantastiske skæringer og en masse fyld. De står da stadig hjemme i samlingen – selvfølgelig gør de det – men det er ikke dem, jeg fortæller om, når børnebørnene en dag kommer til at spørge til D-A-D.
Kunne jeg fortælle mere? Er der ting, jeg glemmer? Ja, for helvede! Den katastrofale Wig Wam Tour, der smed bandet ud i en økonomisk krise uden lige. Det ’stille’ album Soft Dogs, der vakte en del undren. Den skønne dokumentarfilm ‘True Believer’ af bandets nære ven Thorleif Hoppe. Alle disse anekdoter må vente til en anden gang. D-A-D’s 50-års fødselsdag måske? Det vides ikke. Men én ting er stensikker: Der skal lyde et kæmpemæssigt hurra og tillykke til Danmarks bedste rockband. Tillykke med fødselsdagen! Og hold da helt magle, hvor jeg glæder mig til fredag den 4. oktober og bandets nye album, Speed of Darkness.