Fordums tid
Forleden beskrev en kollega As Gomorrah Burns på følgende måde: ”Det er langt fra deres bedste” – så er stilen lagt for dagen. De canadiske dødsmetallere er nok mest kendt for deres magnumopus None so Vile fra 1996, som vel efterhånden har opnået legendestatus inden for dødsmetal. Det lader dog til, at folk ikke længere har de pæneste gloser til overs for for bandets udgivelser. Især fik The Unspoken King fra 2008 samme behandling, som eksempelvis St. Anger eller Illud Divinus Insanus fik. Men fortid er fortid, for efter en pause på et lidt over et årti er Cryptopsy tilbage med sit første album siden Cryptopsy fra 2012!
Not-so-tech-death
Cryptopsy har altid været et album for folk, der værdsætter trommer. Hvilket ikke er så sært, når nu Flo Monier har været boss siden 1992 – og uanset hvad man så skulle mene om Cryptopsy, så er der ingen tvivl om, at han er en monstrøs trommeslager i en liga for sig. Det ved han nok også godt selv, for herre jemini, hvor fylder trommerne dog uforholdsvis meget i mixet! Som et resultat af det lyder As Gomorrah Burns ofte som et trommesoloalbum med enkelte gæster nu og da. Det er en skam, for de resterende musikere er bestemt også på et teknisk højt niveau. Det får man da heldigvis lov at høre til tider som på numrene ”Godless Deceiver” og ”Flayed the Swine”. Her får især guitarist Christian Donaldson lov til at fylde i lydbilledet med andet end underspillede rytmesektioner.
Trods brok over trommerne er min største anke i forhold til Cryptopsy anno 2023 så afgjort deres vokalist, Matt McGachy. Mandens vokal er enerverende og endimensionel. Han kan øffe, og det er det – punktum. Det bliver intet mindre end anstrengende at lytte på i længere tid ad gangen. Hvilket helt generelt er det primære dilemma med As Gomorrah Burns, nemlig at der virkelig mangler krydderi i den her gryderet. Med enkelte undtagelser som de numre, jeg nævner længere oppe, så er materialet på albummet utroligt repetitivt. Det er de samme guitarriffs, de samme gadagung-gadagung-basrytmer, og trommerne … ja, de lever tydeligvis deres helt eget liv. For et band der er anerkendt som en af grundpillerne indenfor tech-death, så savner jeg virkelig noget teknisk snilde og små lækre detaljer. Sat på spidsen er det her langt tættere på den slags dødsmetal, som vi herhjemme kender som ”fee’ døø’”. Der er i hvert fald ikke meget Obscura eller Death over det – selvom bandet da vågner op henimod slutningen med et nummer som ”Praise the Filth”, men da det er albummets lukker, er det godt nok sent, at de vågner op til dåd.
Ej ventetiden værd
Hvis As Gomorrah Burns er resultatet af 11 års ventetid, så må jeg konkludere, at det ikke var ventetiden værd. Nok er veteranerne stadig i stand til at lave dødsmetal, der tonser derudad nonstop, men så stopper den også der. Af uransagelige årsager er det, som om de lægger bånd på sig selv og kun sporadisk tillader sig at turde gøre andet end at spille sovs-og-kartofler-død, hvilket jeg ikke begriber. Summa summarum, så havde min kollega helt og aldeles ret: det er langt fra deres bedste.
