Den mørke afkrog af sindet

Selvom Brasilien er kendt for sin størrelse, sine regnskove og capoeira, er landet så meget mere end dette. Brasilien tillod bl.a. som det første land i verden kvinder i sine hære og er derudover hjemland for nogle af de flotteste strande i verden. De to ting hænger naturligvis ikke sammen, men illustrerer fint modpolerne for et land med en fantastisk historie og natur. Det samme princip gælder for brasiliansk metal, som før i tiden var kendetegnet ved bands som Sepultura, Sarcófago og Krisiun. Crypta er et af de strålende nye eksempler fra denne generations metalbølge, og de fire kvindelige artister har på kort tid oplevet stor fremgang i fanskaren. Jéssica di Falchi overtog i 2022 Sonia Anubis’ rolle som en ud af to bærende guitarister i bandet, men ellers er opstillingen den samme som på forgængeren Echoes of the Soul fra 19. Rokeringen har ikke ændret markant på lyden, men én ting har dog ændret sig siden debuten: lyrikken. Temaet er denne gang mere jordnært og beskriver bl.a. den ensomme kamp mod depression og det at føle sig afskåret fra omverdenen. Emner, de fleste nok kan relatere til.

Den essentielle eksistens

Efter en kort instrumental introduktion gør Shades of Sorrow det soleklart, hvad dens formål er: at søndertæve din sjæl med tunge riffs og aggressivitet i klassisk brasiliansk metalstil. Albummet kører på som en utrættelig maskine igennem 52 minutter og giver dig samlet set kun et par momenters sjusket ro i form af tre instrumentale intermezzoer. ”Poisonous Apathy” kryber under huden på dig med sin dybde og fremtrædende baslinje, inden Fernanda Liras tunge vokal sniger sig ind på dig og giver det giftige nådestød, du hemmeligt ønsker. Imponerende, når hun samtidig spiller bas på højt niveau! Harmonien er absolut og fremviser nøjagtigt, hvad Crypta kan præstere, når alting går op i en højere enhed. ”The Outsider” formår elegant at kombinere døds- og black metal uden at afvige fra den klassiske formular, og sidst, men ikke mindst er ”The Other Side of Anger” et godt eksempel på, hvordan man opnår en dyster melankolsk atmosfære uden at ofre tempo. Skiven viser mange fine teknikker, men har uheldigvis også nogle åbenlyse fejl, som kræver langsom dissekering med en skarp skalpel.

Albummet er først og fremmest en angrebsivrig barrage af iver og er så mættende, at det halve kunne være nok. Det værste ved det hele er, at Crypta lader til at have vidst det, og derfor har smækket tre instrumentalnumre på pladen. Jeg havde ikke været så hårde ved dem, hvis blot ét af disse numre havde været gode, men de er alle tre komplet uinspirerede, og for at sige det ærligt: spild af tid. ”The Aftermath” er en ligegyldig intro, og ”The Limbo” er 47 sekunders vagt klaverspil. ”The Closure” er den bedste af de tre og har faktisk en tydelig melodi, men med en spilletid på blot fyrre sekunder dør fascinationen, inden den når at sætte sig. Beslutning om at give lytteren lidt ånderum er forståelig. Beslutningen om at inkludere disse tre ringe numre er dog ikke. De er et klart eksempel på, hvorfor instrumentalnumre bør vælges med omhu.

Som tidligere nævnt omhandler lyrikken primært psykiske problemer, kampe og indre dæmoner. Uheldigvis er den et samlet niveau under debuten Echoes of the Soul. Pludselig skal alting rime såsom på sangen ”Dark Clouds”: Jailed in this cocoon of anxiety and fear, life drained out of me every time i shead a tear, begging the day ends so the black cloud dissapear”. Det er en bøvlet omgang, og denne struktur genbruges adskillige gange i løbet af sessionen. Et andet paradoksalt problem er den hule lilletromme, der tager kraftigt afstand fra resten af den velpolerede lyd. Hvorfor ikke gå hele vejen, når man har valgt et moderne udtryk?

God teknik er ikke altid lig med nul kritik

Når man først er i gang med riven, kan man lige så godt fjerne alle blade. På trods af en flot sans for teknik ender albummet desværre med at være lidt af en skuffelse. Bandet er gode til at opbygge atmosfære og viser i momenter sand samhørighed, men der er desværre ingen stopklods. Det hele føles som en thanksgiving-kalkun, der stoppes med fyld, indtil den springer i hovedet på en. De korte ringe intermezzoer hjælper beklageligvis ikke en dyt og havde været bedst undladt. Om man er til en moderne steril produktion eller en sand autentisk optagelse, er en præference. Dette album er dog et bevis på, at ikke alle undergenrer såsom ”brasiliansk dødsmetal” tager sig pænt ud under træet i nyt gavepapir.