Spanien kan andet end fodbold, rødvin og godt vejr!

Når Barcelona går hen og overrasker…

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender mange bands fra Spanien. De er der selvfølgelig, men det er ikke mange, om nogen i det hele taget, der har ramt min opmærksomhed og er blevet hængende.

Crisix er fra Barcelona og gjorde sig allerede bemærket i 2011 med den voldfede debut The Menace, der i min optik nærmest sparkede døren ind og fra start viste, hvor skabet skal stå. Siden fulgte Rise… Then Rest i 2013, der fortsatte de fede takter, inden de fik en lidt større kontrakt på Listenable Records og udgav From Blue To Black her i 2016. Og lad det bare være sagt med det samme: Det er ganske enkelt noget af det fedeste thrash, jeg har hørt i mange år.

Folk, der kender mig, kender også min store passion for thrash-genren, som jeg har fulgt, elsket og dyrket siden de glade 80’ere, og der skal virkelig noget ekstraordinært til at imponere mig i den grad, som Crisix har gjort! Oven i købet med et rent 10-tal til følge. Ikke så meget med From Blue To Black, da jeg jo allerede kender de to andre skiver, så jeg vidste ligesom, hvad man kunne forvente, og disse forventninger er i den grad indfriet 666%. Jeg vil næsten lægge hovedet på blokken og love, at langt de fleste metalfans med hang til rendyrket thrash godt kan gå hen at blive overrasket over, hvor gennemført fedt Crisix er – hvis man ikke skulle kende dem i forvejen. De to første skiver udkom på nogle mindre labels, så man er lovlig undskyldt, hvis de skulle have undgået ens opmærksomhed. Den nye skive bør ikke kunne undgå nogens opmærksomhed. Det er den ganske enkelkt alt for genial til.

THE GREAT METAL MOTHERFUCKER!!!

Hvad kan de så, de der Crisix?! De kan spille thrash!!! Livligt, intenst, pågående er bare nogle af de ord, der falder mig ind, allerede når første nummer, ”Conspiranoia”, blæser ud af højtaleren. Massiv headbanging og en kæmpe moshpit er den stemning, der umiddelbart rammer en, med et anerkendende ”fuck, det rykker” i ens indre dialog. En fed vocal, der varierer fra det lettere snerrende til de mere rå og direkte thrash-råbe-vocals, som selvfølgelig støttes af de klassiske bølle-kor, der, sammen med de fængende riffs og den pågående energi, stærkt medvirker til at bringe helheden op på et ekstraordinært niveau.

Det kan godt virke lidt modsigende at nævne, at det ikke er originaliteten, der er styrken. Det er sprudlende spilleglæde, der skinner igennem, og en god evne til at fange de fede grooves, den catchiness og de mange små finesser, der gør, at skiven ikke alene rykker fra første gennemlytning, men også åbner sig over tid. Det er bare gennemført godt håndværk hele vejen igennem.
Den lidt pæne, klare og tydelige produktion passer godt ind i helheden, og det er virkelig en thrash-fest af bedste kaliber. Numre som ”G.M.M (The Great Metal Motherfucker)”, ”T-Terror Era” og titelnummeret er rene thrash-perler, og der findes som sådan ikke ét eneste nummer, der ikke holder et tårnhøjt niveau.

Det er ikke kun de store, der kan!

Det er da meget muligt, at de større bands, som Sodom, Megadeth, Testament, Anthrax, og ja, oven i købet Metallica, udgiver super fede thrash-skiver her i 2016, men man skal bestemt ikke snyde sig selv for denne ny-klassiker, der, i min optik, nok kommer til at overhale de store sidelæns indenom i kampen om at udgive den fedeste thrash-skive anno 2016.

Jeg håber inderligt, at jeg en dag får muligheden for at se dem live. For hvis den energibombe, som skiven er, kan overføres i et live show, kommer Crisix til at blæse spillestedet til pindebrænde. Med supportbands som vores egne Impalers og ikke mindst Poisoner kunne det godt gå hen at blive en legendarisk aften, et sted i Danmark.
Ja, ja, ja, man har vel lov at drømme…
Dette udspil skal bare tjekkes ud og må ikke mangle i samlingen.