Vi kender vandrestokken, men hvad med vandresværdet?
Oakenthrone er en helt ny spiller på den britiske metalscene. En scene, der de sidste par år virkelig er vågnet op til dåd efter at have været underlagt død, doom og klassisk heavy i ufatteligt mange år. Jeg skal ikke kunne sige, om englænderne var tilfredse med enten at smække den ene norske plade på anlægget efter den anden, eller om de mente, at de havde nok i Cradle of Filth.
Denne purunge mancunianske kvartet er tydeligvis glade for skovture, regnvejr, oldtiden og Winterfylleth, hvilket man ikke kan bebrejde dem. Ad Silvam – mod skoven – er deres debut, så lad os derfor pakke picnickurven, vandrestøvlerne og dit La Tène-sværd, og lad os se, hvad Oakenthrone kan!
Gør nu noget!
Man kan godt mærke – og høre – at Oakenthrone er et nyt band. Ambitionerne fejler som sådan intet, men det er tydeligt, at de ikke helt ved, hvilken retning de skal gå. Trods det åbenlyse keltiske tema, så svinger deres musik altså også forbi både vikingerne og romerne. Derved er deres budskab ret uklart. Rent musikalsk ligger de op ad Winterfylleth, men der bliver også skelet til både Fen og Saor. Selv forklarer de, at de har hentet inspiration fra Windir, Enslaved og Moonsorrow – det må dog udelukkende være i forhold til det tematiske, for rent musikalsk er der ingen spor af de føromtalte orkestre. Desværre.
Det ‘desværre’ kommer ikke af, at Ad Silvam er en dårlig plade, men hvis de nu netop havde lånt lidt musik derfra, så havde det med stor sandsynlighed været en fremragende plade.
De nævner dog også, at de er inspireret af Bell Witch, og se dét kan der sandelig være noget om. På en del af sangene har de blandet en god sjat funeral doom ned i gryden. Det var der dog absolut ingen grund til, da deres atmo-black er langsom og repetitiv nok i forvejen. Ingen grund til at trække det yderligere i langdrag.
Pladens første reelle nummer, “A Vigil Under Sol”, er et udmærket eksempel på, hvad Oakenthrone kan. Klassisk, imposant atmo-black med storladent, omend simpelt guitarspil, der optager hele lydbilledet. Det er så klassisk Winterfylleth – faktisk så meget at det lugter lidt af plagiat. Det er dog ikke den dominerende udfordring, som Ad Silvam bakser med. For nok er “A Vigil Under Sol” et glimrende nummer. Det er dog ikke så glimrende, at man har brug for at høre igen og igen. Det kommer man alligevel til, for størstedelen af albummet består af sange, der lyder mere eller mindre som en eksakt kopi. Selv Master of Puppets var sgu blevet en slatten affære, hvis det bare havde været “Battery” gange otte.
Der gemmer sig dog også to små, instrumentelle intermezzi på albummet. Det er normalt noget, jeg slår hårdt ned på, da det oftest ikke er andet end rendyrket fyld og spildtid. På Ad Silvam er de dog en kærkommen tilføjelse. Ikke fordi det er rendyrkede mesterværker, men fordi de formår at bryde den monotoni, der ellers regerer med hård hånd. “Hiraeth” er reelt set ikke andet end noget ensformigt lejrbålsguitar, men det ryster dog posen, hvilket er ganske rart. Derudover skal Oakenthrone have point for, at den sidste rundgang i sangen leder direkte ind i “Et Sic Ad Silvam”, som samler den op og sætter strøm til det. Det fungerer fremragende og er med til at skabe en rød tråd, som man ellers ikke kunne få øje på. Desværre er pladen klippet ret hårdt, så hvad der nok var tænkt som en glidende overgang, bliver til en ‘stop-start’-passage i stedet, hvilket er ret kikset. Men point for forsøget …
Den jævne præstation
Ad Silvam er en fin nok plade. Hvilket er den værste dom, jeg kan komme i tanke om. Ingen vil jo være ‘fin nok’. Ingen gider at være leverpostejen. Man vil enten være den, alle elsker eller den, alle foragter – man vil vække følelser i folk, på godt eller ondt.
Oakenthrones debut vækker dog absolut ingen reelle følelser i mig, hverken på godt eller ondt. Der er bestemt potentiale, og bandet gør da også masser af ting rigtigt. Desværre gør de akkurat lige så mange ting forkert. Hvilket er en skam. På sin vis er det dog ganske passende, at et band, der er så glad for Winterfylleth, får præcis samme dom, som Winterfylleth fik tilbage i maj måned.