Coredust - Decent Death

Decent Death

· Udkom

Type:Album
Antal numre:8

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Decent death er første album fra finske Coredust, der dog også har EPen Past Lives på samvittigheden. Stilen på Decent Death er moderne metal med elementer fra groove thrash samt metalcore og melodisk dødsmetal.

Hjørnestenen i Coredusts musik - i hvert fald sangene på denne skive - er potente groovy riffs, der bestemt er moshing-venlige, og numrene på Decent Death er generelt ret tunge og rykker godt. Selvom musikken for det meste er lige ud ad landevejen, så er der enkelte mere tekniske finesser nu og da. Enkelte numre er også ret melodiske, og der dukker endog kvindelig vokal op nogle steder - som for eksempel pladens intro samt i det stille mellemstykke i "Dead End".

Coredusts styrke er også deres svaghed. De er gode til at skrive stærke og groovy riffs, men, da de hviler meget på disse, har skiven det med at blive lidt monoton. Coredust gør dog, hvad de kan, for at holde musikken interessant, og dette lykkes da også, når de bryder deres numre ned i stille og melodiske stykker med ren guitar - som i "Dead End" og "Brainwashed" samt i de næsten Alice in Chains-agtige vers i "03:00 AM". Denne er sammen med melodødthrasheren "Pain Unfiltered" nok albummets højdepunkt. Coredust byder også på en cover-udgave af Depeche Modes geniale klassiker "It's No Good" - og den starter ret godt og lyder lidt som en Paradise Lost-agtig goth metal sang, må man sige, men desværre falder det lidt fra hinanden i omkvædet, hvor der gøres brug af metal-grooves og growlet vokal.

Udover monotonien, der skyldes, at bandet læner sig meget op af den samme typee riffs (samt manglen på guitarsoloer), så er vokalen Decent Deaths største skuffelse. Specielt de harske growlede vokaler virker både belastende og skabede, og jeg synes, at man burde have holdt sig til den rene vokal hele vejen igennem (eller allieret sig med en sanger af samme kaliber som Howard Jones som jo kan både det med at synge melodisk og med at synge harsk).

Decent Death er på ingen måde et ringe album, og er man til groovy metal med et skvæt melodød og metalcore, så bør man ikke tøve med at tjekke Coredusts skive ud.

Hør Without Disguise fra Decent Death:

Tracklist

  1. Intro
  2. Without Disguise
  3. Dead End
  4. Decent Death
  5. 3:00 AM
  6. Pain Unfiltered
  7. Brainwash
  8. It's No Good
Imusic

Tilføj kommentar