Candlemass - Psalms for the Dead

Psalms for the Dead

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Spilletid:50.13
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Candlemass er nok utvivlsomt kongerne af episk doom metal, og udover deres bundsolide musik er de også kendt for at have haft nogle af de mest unikke sangere i metallens historie, så som blandt andre Johan Längqvist, Messiah Marcolin, og senest Robert Lowe. Psalms for the Dead er det sidste album med Robert Lowe på vokal, da han blev sparket ud af bandet og erstattet af Mats Levén, inden albummet udkom.

Stilistisk er der ikke sket de helt store ændringer siden Death Magic Doom fra 2009, og der er stadig tale om old school doom metal med episke tendenser og masser af tunge riffs. Så kernelyden er bevaret, men lytter man efter i sømmene, synes jeg alligevel, man kan spore enkelte forskelle. For det første slår Psalms for the Dead mig som værende mindre rå i filten end forgængeren var. Desuden er orgel og keyboards en kende mere prominent på denne skive end på Death Magic Doom, hvilket giver en lidt mere gotisk kant men også en lidt mere dyster atmosfærisk dimension, som høres i både "The Sound of Dying Demons" og "Psalms for the Dead", og den mere rockede "Dancing in the Temple (of the Mad Queen Bee)" har en næsten syrerocket karakter grundet det prominente orgel, hvilket også gælder den tungere "Siren Song". Skiven lader også til at være en del mere inspireret af østerlandsk musik end sædvanligt, hvilket bestemt er interessant.

Men bortset fra disse små stiljusteringer er alt ved det gamle, og traditionen tro åbnes skiven med en mere aggressiv uptempo sag i form af "Prophet" (der dog introduceres af et godt gammeldags doom metal-stykke, før tempoet sættes op). Og derefter føres lytteren igennem det ene prima old school doom metal-nummer efter det andet. Således har både "The Sound of Dying Demons" og "Psalms for the Dead" lidt den samme dynamik som "Hammer of Doom" og "The Bleeding Baroness" fra forgængeren. "Waterwitch" og "The lights of Thebe" samt den nærmest groovy "The Killing of the Sun" er alle bygget op omkring tunge guitar-riffs og fængende vokalmelodier, og specielt "Waterwitch" formår at kombinere Candlemass' episke tilgang med en masse inspiration fra Black Sabbath.

Psalms for the Dead er på samme høje niveau som de to forudgående skiver samt bandets klassikere fra 80erne, men af en eller anden årsag sad den ikke i skuret hos mig i første ombæring, og det tog mig et par gennemlytninger, før den gik helt ind på lystavlen. Men nu sidder den der, og det kunne heller ikke være anderledes. Albummet er tungt, det er episk, og - som resultat af bandets lille stiljustering - er det også en lille smule psykedelisk (dog ikke så syret som From the 13th Sun, der ellers er et fantastisk album). Robert Lowe gør det som sædvanligt fantastisk, og hans unikke stemme passer perfekt til Candlemass' episke stil; netop dette gør det også lidt underligt at lytte til albummet, når man ved, han ikke er med i bandet mere. Det eneste, der ikke helt holder, synes jeg, er den kiksede monolog i starten af "Time Is Black", der bliver lidt irriterende, når manden har ævlet løs i et helt minut (og så er der endda 40 sekunders plapren endnu); selve nummeret fejler dog intet.

Psalms for the Dead er endnu et fantastisk album fra kongerne af episk doom metal, og fans af denne genre bør bestemt give det et lyt.

Hør The Sound of Dying Demons her.