The ambassadors of doom er tilbage
De svenske doom-mestre i Candlemass udgav i 2019 med The Door to Doom - et meget rost album, der ikke overraskende er endt på mange "årets bedste"-lister rundt omkring i metaluniverset. Det er et album, der ikke bare viser alle gruppens gamle doom-dyder frem på en overbevisende måde, men det gav også et lige så overbevisende comeback til gruppens oprindelige forsanger, Johan Längqvist. Han havde ikke havde været med siden deres banebrydende debut Epicus Doomicus Metallicus fra 1968, men det var tydeligt, at stemmen var intakt og magien i behold.
Det hører man for eksempel på singlen "Astorolus - The Great Octopus" der har et helt eminent, doomy riff og så selvfølgelig en rygende solo fra selveste Tony Iommi. Der er flere andre højdepunkter, der byder på klassisk doom, blandt andet den tonstunge "Splendor Demon Majesty", men det er ikke bare rendyrket og langsom doom, Candlemass serverer på The Door to Doom. Det burde egentlig ikke overraske, når man ihukommer titlen på føromtalte debut, for den bedste måde at beskrive The Door to Doom er nok episk metal. Det er ofte tungt og langsomt, og guitartonen er tykkere end tyk, men samtidig er albummet også fyldt med op tempo-skæringer, hurtige soloer og i det hele taget klassisk 70’er-metal. Alt det hører man for eksempel på “Deaths Wheel", der blandt andet viser, at bandets egne guitarister sagtens kan selv. Det er smukt, episk og pokkers melodisk.
En opdateret version af "House of Doom" med Johan på vokal fører ligeledes lytteren tilbage til 70’erne, men som for lige at understrege, hvor svenskerne kommer fra, slutter nummeret af med mægtig og tung doom. Vi får således lidt af det hele på The Door to Doom. At pladen for mig allerede har lidt samme skæbne som Judas Priests Firepower og dermed står stort set uberørt i reolen gemt bag et imponerende bagkatalog, ændrer ikke på det faktum, at The Door to Doom er et udspil fra fem veteraner, der stadig har "det" - og det er otte kranier værd.
