Velkommen tilbage fra helvede …
Hver genre har sine mastodonter, sine store og sine knap så store. For metalcore falder Caliban i midterste størrelsesorden og har på deres godt 25 aktive år formået at slå sig fast som et solidt liveband, der – med få undtagelser – har budt på et repertoire, der har kunnet stå distancen skulder om skulder med de store headlinere. På deres 14. studiealbum, Back from Hell, har tyskerne dog ikke fået nyt på hjerte og tager fortsat metalcore i en retning, der er stadig mere “emo”.
… og I har taget jeres venner med? Det skulle I da ikke have gjort
Growls i verset. Tjek. Ren vokal fyldt med ondt i livet i omkvædet. Tjek. Breakdowns. Tjek. Gentag, så længe det ønskes (læs: orkes). Den klassiske metalcoreformel er så gennemtrængende på dette album, at man skulle tro, Caliban kun har haft denne tjekliste med sig i studiet, og musikken følgelig er opstået omkring denne. Nuvel, min vægren ved denne formel siger måske mere om min holdning til genren end om bandet og indholdet på nærværende album, men ikke desto mindre bliver denne evindelige gentagelse trættende allerede efter et par numre.
Caliban har taget nogle af deres kollegaer fra diverse coregenrer med sig tilbage fra helvede. Deathcore er repræsenteret ved Mental Cruelty og Fit For An Autopsy, og electronicore har sendt The Browning som forstærkning. Det kan dog undre, hvad formålet var andet end ligegyldigt fællesråb med dertilhørende rygklapperi. Resultat er da også en ordentlig omgang redundans, hvor kunsten at adskille gæsterne fra Caliban bliver som at skille skidt fra kanel – umuligt. Rart havde det været, hvis de inviterede gæsteartister trak værket noget mere i retning af deres respektive subgenrer. Afveksling, tak!
Som mangt et metalcoreband har Caliban tematisk ikke udviklet sig nævneværdigt siden debuten omkring årtusindeskiftet. “I Was a Happy Kid Once” er et glimrende, om end trist eksempel herpå. Det er besynderligt, at man som næsten 50-årig stadig i den grad kan flyde over af teenageangst, og det fremstår patetisk snarere end katarsisk.
Én af mine redaktionelle kollegaer kom for nylig med det udsagn, at man ved, det står grumt til med indholdet, når man skal fremhæve produktionen som det positive ved en udgivelse. Jeg må gå vedkommende i bedene, for det er her, jeg skal finde noget godt at skrive hjem om. Der er fundet den balance i lydbilledet, som jeg sætter stor pris på: Alt fremstår tydeligt, uden at de enkelte elementer er i konflikt om opmærksomheden.
Cali-banal
Efter at have lyttet til denne skive indser jeg brødebetynget, at jeg skylder mine børn en undskyldning af monumentale proportioner for alle de gange, jeg har været højlydt irriteret over deres (fra mit perspektiv) manglende evne til at huske indholdet af en besked, jeg netop har givet dem. Efter hver gennemlytning af denne helvedes retur har jeg simpelthen glemt nuancer og påståede budskaber i det, jeg lige har udsat mig selv for, for så at blive irriteret på ny ved hver enkelt gentagelse. Jeg trøster mig med, at mine beskeder til mit afkom måske ikke er helt så ligegyldige som denne udgivelse fra Caliban.
