Caliban - Zeitgeister

Zeitgeister

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tomme tønder buldrer stadig mest

Det er en udbredt misforståelse, at metal handler om at råbe højere og have mere dobbeltpedal end de andre. Heldigvis er det gået op for mange bands, at man godt kan være et stort og farligt metalband uden nødvendigvis at skulle råbe og slå sig på brystet fra start til slut. Det er dog ikke nået frem til tyske Caliban og deres 13. studiealbum, Zeitgeister, der også er bandets første rent tysksprogede album.

En tur i klichégryden

Zeitgeister er metalcore, som metalcore er blevet spillet, siden Moses kom ned fra bjerget og bekendtgjorde, at der skulle være flere breakdowns. Det er der som sådan ikke noget galt med, men Caliban insisterer på at dykke dybt i den musikalske klichégryde igen og igen. Hvad siger du for eksempel til 30 Seconds to Mars-koret som på “Herz”, eller hvad med en gang P.O.D.-rap som på “Trauma”. 

Oven på det sure opstød kan man måske godt få det indtryk, at Zeitgeister er en træls omgang at lytte til. Det er det ikke nødvendigvis. Det er bare lidt... meh. Bevares, der er da gode elementer hist og her – for eksempel er der nogle solide breakdowns i “nICHts”, som rykker i nakkemusklerne. Samme nummer bliver dog afløst af et omkvæd med de førnævnte 30 Seconds to Mars-kor, som Caliban virker til at være ret så glade for. Et af Zeitgeisters problemer er, at der sjældent er fred på pladen, og det kan man godt få brug for indimellem, især på metalplader. Jeg siger ikke, at de skal sætte sig på scenekanten og spille et Michael Bolton-cover, men det er, som om at deres forhippelse på at vise os, hvor farlige de er, løber fra dem. Der findes jo faktisk andre måder at være farlig på end ved at råbe ad lytteren, og netop at råbe er et greb, som hurtigt bliver kedeligt. Det er lidt som med jumpscares i gyserfilm. Jo jo, de er da meget sjove de første par gange, men på et tidspunkt har vi også fået nok af at se ham manden med masken springe frem og sige bøh en gang.

Men er det hele så bare noget møg på Zeitgeister? Mja, nej, ikke helt. For eksempel er der habile riffs på både “Feuer, zieh’ mit mir” og “Intoleranz”. Sidstnævnte er i øvrigt pladens måske stærkeste nummer. Her river riffet igen i nakkemusklerne, mens forsanger Andreas Dörner skælder ud på alle de intolerante. Det er ikke voldsomt originalt, men der er knald på, og det fungerer. Det gode taber bare lynhurtigt pusten, og det gør, at Zeitgeister bliver en virkelig ujævn oplevelse at lytte til. Et andet positivt aspekt ved Zeitgeister er dog, at bandet synger på deres modersmål, tysk. Det giver lidt autenticitet til de mange vredesudbrud og gør, at pladen trods alt stikker en lille smule ud. Hvilket ellers er pladens største problem – den stikker ikke rigtig ud og giver ikke lytteren grund til at vende tilbage, når sidste nummer er slut. 

Masser af uspændende energi

Det mærkelige ved Zeitgeister er, at der sådan set er rigeligt med energi på pladen. Der er fart på fra første færd, og det er som sådan ikke en dårlig plade. Den er bare ikke specielt spændende, og det skal en metalplade helst være. Om der er gået metaltræthed i de metalcore-elskende tyskere, eller hvad der er sket, er svært at sige. Det er i det hele taget lidt med Zeitgeister som AGF’s sæsonstart – det er svært at sætte fingeren på, hvor det præcist er gået galt. Men galt er det gået.

 

Tracklist

  1. Zeitgeister
  2. Trauma (feat. Matthi from Nasty)
  3. Herz
  4. Ausbruch nach innen
  5. Feuer, zieh' mit mir
  6. Nichts ist fuer immer
  7. Intoleranz
  8. Mein Inferno
  9. nICHts

Tilføj kommentar