Dystopi?
Man har aldrig kunnet beskylde tyske Caliban for at ligge på den lade side, og metalcoreveteranerne har siden debuten i 1998 været garanter for en jævn strøm af udgivelser med blot 1-2 års mellemrum. Dystopia er det 13. studiealbum fra Caliban, der her er tilbage med engelsksproget lyrik efter en afstikker på modersmålet. Ud over et par interessante co-labs er sproget nok også den største ændring på Dystopia sammenlignet med Zeitgeister fra 2021, men det gør ikke nu ikke Caliban anno 2022 til en (indsæt trommehvirvel) dystopi.
En knytnæve i ansigtet
Det tyske sprog kan som bekendt være en brutal omgang, i hvert fald når det skriges og brøles, og det passer således på sæt og vis godt til de tungere genrer, også den hidsige metalcore. Når det så er sagt, klæder det Caliban at synge på engelsk, og der skal ikke herske tvivl om, at 2022-udspillet her har international klasse.
Det skyldes blandt andet titel- og åbningsnummeret, som er en regulær knytnæve lige i ansigtet. SLAM! Her er metalcore, når det er allerbedst, ikke mindst grundet en bemærkelsesværdig gæsteoptræden af den for undertegnede hidtil ukendte Christoph Wieczorek, der er den ene af to vokalister i post-hardcorebandet Annisokay. Wieczoreks rene, melodiske vokal komplementerer Andreas Dörners klassiske metalcoregrowl/-skrig/-brøl på fineste vis og skaber et endog rigtigt vellykket nummer. Faktisk så vellykket, at man ikke kan lade være med at ærgre sig over, at Caliban skyder guldkornene af med det samme frem for at bygge albummet op til og omkring dette herlige klimaks. For selv om Dystopia over en bred kam er et solidt og godt metalcorealbum fra et solidt og godt metalcoreband, så er mindeværdige numre som netop ”Dystopia” med til at give den lidt udskældte genre en velfortjent stjernestund.
Dermed ikke sagt, at titelnummeret er det eneste, der er værd at komme efter på den tyske kvintets seneste udspil. For hver gennemlytning skiller noget nyt sig ud, eksempelvis et Slipknot-ish breakdown i ”sWords” og den lidt atypiske opbygning af nummeret ”Alien”. På det i parentes bemærket ikke-coronarelaterede nummer ”VirUS” har endnu en landsmand i skikkelse af Marcus Bischoff fra Heaven Shall Burn givet sit besyv med, og i den svært fængende ”Dragon” har Caliban besøg af Jonny Davy fra Job For a Cowboy. Så selv om Dystopia utvivlsomt er skåret over samme læst som tidligere Caliban-albums specifikt og metalcorealbums generelt, sker der alligevel hele tiden noget nyt, som får lytteren til at blive hængende.
Metalcore as it should be
Dystopia får altså en stor anbefaling herfra. For det kan godt være, at Caliban ikke er nyskabende inden for metalcore, men bandet er så til gengæld – også med dette seneste udspil – et sandt skoleeksempel på genren med gennemgående intensitet, højt tempo, clean vs. growl og tunge breakdowns. Det er metalcore, som metalcore skal være, og tilsat lidt overraskelser holder det bare hele vejen.
