Gangster-band med grindcore-rødder
Det mexicansk-amerikanske Brujeria er et fænomen, der stammer helt tilbage fra 1989. Bandet startede som en gruppe, der ville vise, at Latinamerika også kan spille dødsmetal og grindcore. Bandet har gennem tiden så vidt muligt forsøgt at holde deres identiteter skjulte. I stedet bruger Brujeria scenenavne baseret på latinamerikanske massemordere, gangsterbosser og andet godtfolk.
Bandet var meget aktivt i 90’erne og har i 00’erne været delvist på standby med lidt live-turnéer en gang imellem. For første gang i 16 år har Brujeria nu udgivet et album. Det er derfor med spænding, Pocho Aztlans første lyde modtages.
Mexicansk oprørskhed direkte ud af højtalerne
Man bliver hurtigt draget ind i Brujerias spansktalende univers med titeltracket ”Pocho Aztlan”. Politisk ukorrekte statements blandes med revolutionsstemning, gangsterlivet og aztekermytologi i én stor pærevælling. Knap er den aztekerinspirerede ”Pocho Aztlan” færdig, før temaet pludseligt ændres til satanisme i sangen ”Profecia Del Anticristo” (Antikristprofetien). Ikke kun lyrisk, men også instrumentalt, mærker man med denne sang, at bandet ikke helt har givet slip på ekstrem-metallen. Senere på albummet udslynges Pablo Escobars slogan ”Plata O Plomo” (sølv eller bly) og den politisk offensive udmelding ”Culpan La Mujer” (skyd skylden på kvinder). Sange som disse viser, at Brujerias tekster stadig bærer et tydeligt politisk præg, der skaber den helt specielle mexicanske gangsterstemning.
Pocho Aztlan byder altså på et mix af gode sager fra Latinamerika, der forankres i en revolutionær, politisk stemning. Denne stemning præger det meste af albummet. Med kaos på alle fronter bliver Pocho Aztlan til en autentisk latinamerikansk gangsterpakke bestående af hårdtslående riffs og larmende trommespil. Brujeria har udviklet sig i retningen af en spansktalende version af Body Count, blot med endnu flere politisk ukorrekte statements.
Kaosset bliver dog også albummets svaghed. For selvom det trækker tråde til bandets undergrundsunivers, er det også grunden til, at bandet nok forbliver i undergrunden. Pocho Aztlan giver et indblik i en anden kultur, der dog er så anderledes, at det ville have krævet et bedre lydbillede for at gøre albummet en del af den danske metalfans pladepark. Når de ukontrollable råb og growls til tider løber lidt fra instrumenterne, bliver kaosset til en rodebunke af instrumenter og indtryk. Af samme grund som at Red Warszawa nok aldrig får stor succes i udlandet, vil det kræve en mindre oprydning i Brujerias lyd, hvis bandet for alvor vil noget uden for hjemstavnen.
Et comeback, men så heller ikke mere
Jeg har nydt den kulturelle omvæltning, Pocho Aztlan byder på, men for mig bliver det ikke et langtidsholdbart album. Efter 16 år er Brujeria altså på comeback, men endnu ikke på ekspansionstogt. Statementet er blevet luftet, og det bliver besvaret med 6 kranier herfra som kvittering for det politiske og kaotiske indspark, det har været.