Farlig fransk finesse
Black metal har siden begyndelsen været en genre, der ville symbolisere ondskab, mørke, frygt og generel menneskefjendskhed – og indrømmet, første gang man hører black metal, rammer lyden også totalt beskrivelsen. Men efterhånden som man lærer genren at kende, så lyder black metal mere som onde troldmænd, der kaster forbandelser i en snestorm. Der er dog specielt et band, som i snart 30 år har gjort det til deres mission at skabe et lydbillede, som er selve essensen af frygt, ondskab og altomsluttende mørke – franske Blut Aus Nord og deres hovedarkitekt Vindsval. Siden 1995 har bandet komponeret soundtracket til dine mareridt, og de er netop aktuelle med deres 15. udspil Disharmonium - Nahab.
Metallens yndlingsforfatter strikes again
Stilmæssigt fortsætter Disharmonium – Nahab, hvor forgængeren Disharmonium - Undreamable Abyss slap. Skærende dissonans tørner sammen med atmosfæriske melodier, mens dystre stampende rytmer fuldender et lydbillede, der er H.P. Lovecraft værdigt.
Skulle det være gået nogens øre forbi, så er Disharmonium pladerne da også netop voldsomt inspireret af Lovecraft – Nahab er en karakter i Lovecrafts The Dream in the Witch-house. Så selvfølgelig er pladen spækket med gruopvækkende lydbilleder, der snor sig om din øregang og trækker din forstand ned i det uendelige dyb. Navnligt pladens midtersektion, "The Crowning Horror", "Queen of the Dead Dimension", "The Black Vortex" og "Nameless Rites", er kosmisk vanvid slebet til perfektion. Hvert af de fire numre er et dyk ned i den mentale ustabilitet fremkaldt ved synet af Drømmeren fra Dybet. "Queen of the Dead Dimension" er som at falde ned i et uendeligt uigennemtrængeligt mørke, hvor sindssygens lokkende toner konstant skriges nede fra intetheden. Den slags langsom overgivelse til vanviddet har "The Black Vortex" ikke tid til. Her udsætter Nyarlathothep dig for Ludovico-teknikken fra A Clockwork Orange, hvor, i stedet for voldelige film og billeder, så er det en perlerække af De Ydre Guder, der poserer, indtil alt, der bare mindede om forstand, er reduceret til 5. sorterings margarine.
Skulle man stadig have noget andet end en bakke smeltet Kærgården i indersiden af hovedet, så tilføjer "The Ultimate Void of Chaos" lige en gang næsten Ulceratesk teknik til det dissonante rædselskabinet. En uventet overraskelse, men en velkommen en af slagsen. Problemet med at høre andet end de ovenstående forfærdelige fire er, at man så skal igennem et eller flere af de tre "Hideous Dream Opus"-mellemspil. Med det navn kunne man forvente et habilt mareridts-soundtrack. Men nej. "Hideous Dream Opus" er lige så skræmmende som et mareridt om at dumpe i matematik. Så medmindre du er Hermione Granger, så går luften lidt af ballonen under disse mellemspil. Hvilket er vanvittigt frustrerende, da Disharmonium - Nahab ellers kun har et enkelt nummer, der ikke er et glimt ned i fortabelsens kulsorte gab. Nummeret, som falder lidt udenfor, er "The Endless Multitude", og trods det bestemt ikke er dårligt, så ved jeg ikke helt, hvorfor Vindsval besvarer spørgsmålet: Hvad hvis Blut Aus Nord havde hørt meget black'n'roll?
Fartbump er forhadte af en grund
At de tre mellemspil ødelægger helhedsindtrykket en smule, kommer vi ikke udenom. Det er samlet set kun tre minutter, men desværre tre minutter, som svarer til prøvebilledet i R'lyeh. Arkiverer man dog disse numre lodret, så står man tilbage med en plade, der fænomenalt opsummerer hele H.P. Lovecrafts mareridtsinducerende hjernevridende kosmiske virke. Hele Blut Aus Nords atmosfæriske, mørke og dissonante univers kører på absolut højtryk, og hvis ikke snart Yog-Sothoth er at finde i Frankrig, så er der nogle ydre guder, der skal have høreapparat.
