Halloween-soundtracket er i hus

Hollandske Blackbriar blev dannet i 2012 af Zora Cock, René Boxem, Bart Winters og Frank Akkerman, men de ventede helt til 2017 med at udgive deres første EP, Fractured Fairytales, og i 2021 udgav de deres første fuldlængdealbum. De har undervejs fået en del opmærksomhed for deres vellydende melodiske metal, der leder tankerne i retning af gamle kendinge som Within Temptation, Epica og Delain. Blackbriar har dog formået at skille sig lidt ud fra mængden af bands, der gør sig inden for genren, ved at skrue endnu mere op for det teatralske og ikke mindst de gotiske toner og udtryk. Nu er de så endelig klar med en opfølger i form af albummet A Dark Euphony og har nu også fået en ekstra guitarist med i form af Robin Koezen. Lige i tide til at være dit Halloween-soundtrack.

Sirenens sang

Det kan egentlig gøres ganske kort. Albummet byder på fantastisk flotte og pompøse fortællinger om fabeldyr, mytiske væsner og eventyr bygget op af storladen musik og fortryllende vokalpræstationer. For efter kort tid i Blackbriars selskab står det helt klart, at de har fundet deres lyd og niche – og den holder de ved hele vejen igennem. De 11 numre lægger sig som perler på en meget yndig snor, og det skyldes både Zora Cocks eminente vokal og de instrumentsvingende mandfolk, hun har bag sig. For Zora har en fantastisk stemme, det er svært at komme udenom. Den er stærk, men fin og smuk, og den mindede mig hurtigt om noget gammelt Within Temptation og deres forsanger, Sharon den Adel. Det samme gør sig dog kun til dels gældende for musikken, der hos Blackbriar er trukket i en anden retning med flere gotiske og pompøse elementer. Grandiositeten har dermed fået et pænt løft, og det er alt sammen medvirkende til, at man ikke føler sig hensat til at lytte til et kopiband.

Albummet sætter fra land med ”An Unwelcome Guest”, der sætter tonen for resten af sangene med sylfidetynde noter fra Zoras stemmebånd og flamboyante toner fra guitarer og tunge trommer, der buldrer bag hende. Formlen er som sagt ganske tydelig, når man lytter albummet i sin helhed. Der er storladne instrumenteringer med masser af strygere og kor – og ovenpå er så lagt metalguitar, bas og trommer. Det er svulstigt, men den lette vokal løfter udtrykket, så det ikke bliver for dystert.

Et par sange, der dog skiller sig ud, er for eksempel ”Crimson Faces” med masser af syng-med-venlighed og en utraditionel rytme, og så den fantastiske ballade ”The Evergreen and Weeping Tree”. Den er klart blødere end de andre numre, og med fraværet af andet end betagende piano og elegante strygere, så fremstår de vokale præstationer – fra både Zora og et afsindigt kompetent kor – om muligt endnu smukkere. Men det bliver heldigvis ikke alt for ballade-agtigt, for cirka halvvejs igennem får en skinger guitar endelig lov at fylde mere i billedet, og trommerne spændes op. Vokalen får også et par nyk op og giver noget kontrast til de ellers smukke og yndige toner, resten af albummet ellers bæres af.

Holland har gjort det igen

Blackbriar har et fast greb om deres vision for dette andet album, og de skyr ingen midler for at nå i mål. De har en tydelig forståelse for fortællekunsten og formår at forme sangene, så de passer snorlige i kassen. Der er stærke tekster, blide melodier og ikke mindst Zoras intense og inderlige vokal. Der kommer gåsehud ved lyden af de sælsomme og næsten hekseagtige vokaler, der er lige dele hypnotiserende og fængende. Hun driller lytteren. Lokker os ind, indtil hun er klar til at slå til, hvor lytteren flænges af heavy riffs og mørke.

Det er en gotisk og mørk oplevelse, men også symfonisk, inderligt og smukt. Der er tilføjet elementer og kor hist og pist, der minder om noget folk-metal. Strygere og skingre inderlige vokaler fletter et fint billede af middelalder – og det er da også kun passende med det tema og navn, bandet har valgt.

Er det voldsomt nyskabende? Nej egentlig ikke. Men det er veludført, godt skruet sammen og alle i bandet er tydeligvis ultrakompetente.