Black Oak County spiller koncert i Portalen, Greve .
Black Oak County - III

III

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:12

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Enerverende ensformighed fra Esbjerg

Nye tider

Når det kommer til albums og et længe ventet nyt et af slagsen, er det efterhånden fem år siden, vi har hørt fra esbjergensiske Black Oak County. Sidst vi anmeldte dem her på siden, drejede det sig om albummet, Theatre of the Mind, som modtog syv flotte kranier. Vores anmelder var temmelig begejstret, men efterlyste, at bandet gerne måtte kigge lidt mere i retning af Led Zeppelin og mindre i retning af Foo Fighters. Nu er tredje langspiller – med den simple titel, III – endelig ude, men det er faktisk slet ikke nogen af de to bands, der er blevet skelet til. Nej, vi skal ud i noget markant mindre rebelsk.

To fede - ti forudsigelige

I pressematerialet, der landede på mit skrivebord sammen med albummet, fortæller Black Oak County, at deres musikalske retning denne gang er præget af ‘en bred blanding af hårde breakdowns, ørehængende omkvæd og massiv mur af guitar’. Det lød jo egentlig fedt nok, men jeg skulle desværre blive lettere skuffet. Efter første gennemlytning sad jeg tilbage med en følelse af at have hørt en skive, som Nickelback, Creed og Alter Bridge havde skabt i fællesskab for tyve år siden, og det var ikke på den fede måde. Forstå mig ret; man kan godt lave fed musik inspireret af 00’ernes post grunge-bølge, men så skal det også gøres ordentligt. Men lad os starte fra en ende af og med det positive først. Black Oak County har en pissefed lyd. Nicklas Sonne har siddet bag pulten og drejet knapper, og det har han gjort ganske fortræffeligt. Samtlige instrumenter og ikke mindst den tilbagevendte sanger og guitarist, Niels Beier, lyder fremragende. Alt går klart igennem, og den førnævnte mur af guitar er nærmest en underdrivelse. Den er voldsomt fed og massiv.

Pladens første par skæringer, “Crossed the Line” og “Camouflage”, rykker ganske fint. Det er ikke just revolutionerende hard rock, men bandet sætter kursen og skaber forhåbning om en fortsat fed plade. Men det bliver det desværre aldrig rigtig. Numre som “No More” og “Point of No Return” tog jeg mig selv i at gå og nynne. De er rigtig fede og har kæmpemæssigt ørehængerpotentiale, omend et udtryk som ‘floskelrock’ nemt kommer på sinde. Numre som “Boom Boom Baby”, “Timebomb” og særligt “www.Lies” grænser derimod til det tåkrummende. Teksterne er banale, harmonierne er forudsigelige og sangstrukturerne de samme, og i længden resulterer det i en rigtig kedelig lytteoplevelse. Ikke dårlig, men kedelig på grund af den vedvarende ensformighed, der gennemsyrer pladen. Bevares, albumlukkeren “Broken Window” bidrager med lidt tiltrængt variation, da det er en stille klaverdrevet ballade, men grundet de allerede omtalte banaliteter og forudsigeligheder er nummeret ikke anbefalelsesværdigt. Og så har jeg faktisk sagt det pænt.

For lidt smør på for meget brød

Man må gerne lyde som Nickelback, Creed og Alter Bridge. Man må også gerne skrive sange, der er forudsigelige og minder om noget, man har hørt mange gange før. Man må ligeledes gerne være et band, der skider højt og flot på originalitet og nytænkning, fordi man har en kærlighed og dedikation til det, man laver. Alle disse faktorer er ikke ting, der automatisk trækker karakteren ned, når en musiksnob som mig falder over dem. Men man skal gøre det ordentligt. Hvis kvaliteten er der, kan det være fløjtende ligegyldigt, om det er hørt før.

Black Oak County har med III fundet sig en super fed lyd, og selvom det er to årtier siden, genren havde sine kronede dage, kan de fire jyder godt begå sig på den store scene, når de kan skrive så fede numre, som det er tilfældet. Det kræver dog, de ikke går i floskel-fælden på hvert eneste nummer, og det kalder i dén grad også på, at de varierer materialet meget mere. Tolv versioner af hvad der næsten er samme nummer, resulterer ikke i en spændende plade. Det resulterer desværre bare i det kedelige og middelmådige.

Tracklist

  1. Crossed the Line
  2. Camouflage
  3. Save Your Breath
  4. Boom Boom Baby
  5. No More
  6. Enemy
  7. Point of No Return
  8. Timebomb
  9. Wake Up
  10. Fire Inside
  11. www.Lies
  12. Broken Window