Black Oak County, fotos af Rudi Braun
Black Oak County, fotos af Rudi Braun · Se flere billeder i galleriet

Black Oak County

Generator, Ringkøbing

Rock 'n Roll på udebane

Lørdag aften fik jeg muligheden for at opleve esbjergensiske Black Oak County, endda i min egen baghave. Ringkøbing og omegn er ikke ligefrem en højborg i rock og metal-miljøet, men jeg har da tidligere oplevet H.E.R.O. og Mike Tramp på det lille spillested Generator. Fremmødet har begge gange været beskedent, men med stemningen i top. Black Oak County har faktisk også gæstet stedet før, tilbage i 2019, hvor de delte scenen med de lokale helte i Sucker Punch.

Kuko De Kobra

Kuko De Kobra, fotos af Rudi Braun

Denne aften sørgede Kuko De Kobra for at varme publikum op. Og det gjorde de ganske udmærket. Til trods for at det sydjyske orkester har udgivet en håndfuld albums med original musik, hvoraf noget vist er produceret af selveste Jacob Hansen, så er de, af uforklarlige årsager, gået min næse forbi, jeg har simpelthen aldrig hørt om dem. Og det er jeg da ked af, for er du åndssvag, de spillede godt. Forsanger John Sharling lød meget lig Eddie Vedder, musikken trak dog mere i retning af tidlig Soundgarden, som for eksempel nummeret ”Save Our Ashes For The Fire” der ledte tankerne hen på ”Rusty Cage”. Ingen af de fire musikere ramte eller spillede en eneste tone forkert.

Indledningsvis præsenterede bandet sig med ordene, ”vi er Kuko De Kobra, og vi kommer med fred”, og de var lidt nogle hyggeonkler, som småjokede med hinanden og publikum, uden at det på nogen måde fyldte for meget. Kvartetten sluttede deres sæt med ”Heavy Boogie Girl”, en solid blues rock 'n roll banger, hvor de også inkorporerede en vaskeægte guitarduel mellem de to guitarister Meik Fredensborg og Kenneth Bergstrøm. Kuko De Kobra har vundet mit hjerte, og jeg skal have dykket ned i deres diskografi, for er de bare i nærheden af at være lige så gode på plade, som de var denne aften, ja, så er det jo en gavebod, der venter.

10/10

Black Oak County

Black Oak County, fotos af Rudi Braun

Generalprøve tæt ved a fywer

Generator i Ringkøbing var bandets første stop på deres ti-års jubilæumsturné med seneste album, Misprint, frisk fra trykken. Derfor kunne denne aften kategoriseres som en slags generalprøve inden premieren på Tobakken i hjembyen Esbjerg nu på fredag. De mange timer i øvelokalet, og det nye materiale, skulle altså i første omgang stå sin prøve foran et sindigt vestjysk publikum bestående af godt halvfjerds fremmødte.

Der skal strammes op på balladerne

Bandet lagde ud med ”Kill The Pain” efterfulgt af ”Theatre Of The Mind”, to stærke åbningsnumre og oplagte valg. De kom sådan set godt fra start, men da de nåede til balladen ”Starlight”, kiksede det lidt, Niels Beier sang bare falskt det meste af sangen. Under ”Laughing With The Crows” hoppede både Beier og guitarist Jack Svendsen ned blandt publikum, indslaget virkede spontant, og det fungerede rigtig godt. De tungere numre som ”Fade” og ”No More” virkede klart bedst. MyROCK storhittet ”If You Only Knew” fra debutpladen lød bedre end ”Starlight”, desværre var indtrykket, at Beier havde svært ved at nå de højeste toner. Til gengæld sluttede balladen fuldstændigt fænomenalt med dobbelt guitarsoli. Undervejs var der en del ping pong imellem Beier og bassist/vokalist Rene Kristensen. Det var ganske underholdende og samtidig en mulighed for, at drengene lige kunne stemme lidt på instrumenterne. Det passede fint sammen med de intime rammer, og bekræftede den her fornemmelse af generalprøve. De obligatoriske ekstra numre var ”Back For Blood” og ”Someone Else”. Jeg savnede ”Mad Dog”, ”Camouflage” og ”Landmine”, men sådan er det jo med sætlister, de kan ikke gøre alle tilfredse.

Copenhell er lige rundt om hjørnet

Det var tydeligt, at drengene havde ventet på at komme ud at spille igen. De var tændte, smilende, dansende, og spilleglæden ligefrem strålede ud af dem. Senere på året venter en optræden på Copenhell, en lidt anden opgave end Generator i Ringkøbing. Jeg kan blive en smule nervøs på gruppens vegne, for én ting er at stå på en lille scene i Vestjylland og stemme sin guitar, mens man fyrer tørre jokes af, Copenhell... det er noget andet.

Sætlist:

Kill The Pain

Theatre Of The Mind

Boom Boom Baby

Rock 'N Roll

Pretty Pistol

Starlight

Laughing With The Crows

Since You've Been Gone

Fade

No More

It's On You

Timebomb

Around The Sun

If You Only Knew

Watch Your Back

Save Your Breath

Back For Blood

Someone Else

7/10