Black Oak County spiller koncert i Gimle, Roskilde .
Black Oak County - Theatre Of The Mind

Theatre Of The Mind

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra førsteudfordrer til ingenting og tilbage igen

I 2017 gav danske Black Oak Countys debutalbum forhåbninger om, at mastodonterne på den danske hardrock-scene, D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy, endelig kunne imødese seriøs konkurrence fra et nyt og sultent band – og så var de fra Esbjerg! Kort efter, at debuten kom på gaden, valgte gruppens forsanger Niels Beier desværre at forlade ikke bare sit band, men musiklivet i det hele taget. Det gjorde det mere eller mindre håbløst for de unge jyder at følge op på alle de gode anmeldelser og al den eksponering, de fik på blandt andet MyRock. En lang søgen efter en ny frontmand endte op med, at bassist René Hjelm simpelthen tog forsanger-rollen selv, og nu hvor Theatre of the Mind udkommer, er det tid til, at Black Oak County tager handsken som første-udfordrer op igen.  

Black Oak County er i dén grad tilbage

Der går ikke mange sekunder af albumåbneren ”Watch Your Back”, før man konstaterer, at jyderne tager opgaven særdeles alvorligt, for her er tale om et aldeles forrygende introriff, der med det samme sætter gang i den. Godt nok er det ret traditionelt for genren, men alligevel har riffet et lille finurligt twist, der hæver det over gennemsnittet. Groove, omkvæd og solo sidder også lige i skabet, så ”Watch Your Back” er absolut en sang, der burde kunne give Black Oak County rigeligt med airplay igen på MyRock.

Den næsten ligeså vellykkede ”My Time To Change” er, som i øvrigt flere andre sange på dette album, tydeligt inspireret af Dizzy Mizz Lizzy, dog uden at det på nogen måde føles som et plagiat. Musikaliteten strømmer ud af dette nummer og er faktisk fuldt på højde med Tim Christensen & co. Soloen halter dog noget især første halvdel. Så går det bedre på ”Since You’ve Been Gone”, der er endnu et helt forrygende rocknummer. Her suppleres de overlegne riffs og albummets bedste omkvæd med en solo, der denne gang sidder lige i skabet og tak for det!  

Skiftet fra Beiers klassiske whisky- og cigaret-inficerede hardrock-vokal til Hjelms mere lyse, nogle gange næsten lidt Myles Kennedy-agtige stemme gør faktisk en ret stor forskel på Theatre of the Mind i forhold til debuten. For det virker, som om det har medført et større fokus på melodi, og generelt er albummet betragteligt mindre råt end forgængeren. Om det er en fordel, er en smagssag, men man kan i perioder godt savne lidt mere sparken-røv. Kvaliteten i sangskrivningen daler lidt til sidst på albummet, men produktion og udførelse er stadig på et så højt niveau, at det kun trækker lidt ned i det samlede billede.

Mere Zep, mindre Foo

Man kunne dog godt ønske sig, at et band med så meget talent og en så sikker sans for sangskrivning som Black Oak County turde benytte sig af lidt mere variation og dermed udfordre ikke bare sig selv, men i høj grad også os meget ofte traditionsbundne hardrock-fans. Man kunne måske kigge lidt mindre mod Foo Fighters og lidt mere mod Led Zeppelin – dog uden at falde i Greta Van Fleet-fælden. Men måske er det ikke nemt at skaffe mandoliner, hurdy-gurdy’er og mellotroner i Esbjerg og omegn? Uanset hvad, er det er en temmelig solid toer, Black Oak County har leveret.   

Tracklist

  1. Watch Your Back
  2. Just Another Psycho
  3. My Chance To Change
  4. Since You've Been Gone
  5. Pretty Pistol
  6. Sycophanic
  7. Wasted Life
  8. I Know You're Lonely
  9. Stick To My Guns
  10. Theatre Of The Mind