Livet bevæger sig fremad
Da Trevor Strnad døde den 11. maj 2022, mistede The Black Dahlia Murder deres frontmand – og verden mistede en fremragende metalvokalist. Verminous, som desværre er det eneste TBDM-album, vi ikke har anmeldt, blev beklageligvis Strnads sidste. Efter en periode med intern diskussion og sorg besluttede bandet sig dog for at fortsætte under samme banner. De valgte endda at finde deres nye forsanger internt i bandet, og derfor gik rollen til Brian Eschbach, der tidligere stod for rytmeguitar og baggrundsvokaler. Ryan Knight, som var med i bandet fra 2009 op til Abysmal, vendte dermed tilbage som rytmeguitarist, hvilket betød, at bandet ikke bragte "nye" ansigter ind, men fuldendte en intern rotationscyklus. TBDM har generelt fået meget positive anmeldelser fra vores side, så det store spørgsmål er naturligvis, om bandet ville bevare deres velkendte lyd, eller om forsangerskiftet ville medføre for store ændringer i deres generelle lyd og spillestil.
In loving memory of
TBDM lyder langt hen ad vejen som sig selv på Servitude. Selvom det er amerikansk melodisk dødsmetal, er der stadig elementer af både thrash og de neoklassiske elementer. Men uanset hvor hårdt Brian Eschbach forsøger at efterligne Trevor Strnad, er resultatet altså bare ikke helt det samme. Misforstå mig ikke – Eschbach gør det yderst hæderligt, men han mangler stadigvæk noget finesse og rækkevidden, som Strnad mestrede, især når det kom til growls eller hans timing på de høje toner. Det er tydeligt, at bandet har haft som førsteprioritet at bevare TBDM’s oprindelige lyd, men det gør også, at albummet føles lidt for sikkert og forudsigeligt.
Der er færre højdepunkter på Servitude sammenlignet med Nightbringers eller Abysmal, men det betyder bestemt ikke, at det er et dårligt album. "Evening Ephemeral" er en stærk åbner, som straks føles genkendelig med sine kraftfulde riffs og aggressive energi. TBDM er kendt for at fylde deres sange med store mængder vokal, og der er heller ikke meget instrumentalt pusterum på denne udgivelse bortset fra en 28 sekunders intermission halvvejs gennem albummet. "Thank god for the breathing room," kunne man næsten sige, for der er fart på fra start til slut. Den tonstunge single "Mammoth’s Hand" formår samtidig at være lettilgængelig og prydes af en imponerende guitarsolo leveret af Brandon Ellis halvvejs inde i nummeret. Albummet er poleret, og Mark Lewis, der har stået for mixet, har formået at bevare den moderne lyd uden at ofre bandets rå teknik eller genrens karakteristiske forventninger.
Fremtiden er på plads
Selvom Servitude ikke er TBDM’s stærkeste udgivelse, ser jeg en lovende fremtid med Brian Eschbach som forsanger. Han er stadig ved at finde sig til rette, men potentialet er tydeligt, og med tiden vil han kunne perfektionere sin rolle. Omvæltningen har været stor, men som fan bemærker man det "knap". Servitude føles mere som en respektfuld hyldest end en egentlig videreførelse af diskografien. Men én ting er sikkert. TBDM er stadigvæk pokkers dygtige – og leverer stadigvæk yderst teknisk og intelligent metal med en vis mængde selvsikkerhed, som vi alle elsker. Der er bare ikke helt det samme uden Strnad.
