Between Oceans spiller koncert ved Prime is Coming 2022 .
Between Oceans - Renaissance

Renaissance

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:9

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 1 stemme.

Om bibler og metalcore

Ifølge verdens bedst sælgende fiktionsroman delte Moses vandene, så israelitterne kunne undslippe slaveri. En imponerende bedrift der blev fulgt op af en alt andet en imponerende bedrift – at bruge 40 år på at gå 400 kilometer. Kortlæsning var altså ikke en af Moses’ styrker. Men netop det med at dele vandene passer ganske glimrende på københavnske Between Oceans. De begår sig i genren, vi alle enten elsker eller hader – metalcore. Sidst vi hørte fra bandet, var i 2018 på ep’en Oxymoron. En udgivelse med en del kvaliteter, der desværre druknede i en sø af uopfindsomhed og manglende personlighed. Nu er bandet klar med deres første fuldlængde – Renaissance – og man kan da håbe på, at der i mellemtiden er blevet læst lektier.

Bliver metalcore nogensinde godt?

Det var så her, jeg ualmindeligt gerne ville sige, at Between Oceans i den grad har taget sig sammen og snedkereret metalcorens svar på Kay Bojesen aben. Det er desværre bare ikke tilfældet. Det er faktisk ret langt fra. Men Renaissance er dog ikke helt uden kvaliteter.

Både ”Pressure” og ”Breaking Point” prøver ganske effektivt at rive glansbilledet af den pæne og polerede metalcore i stykker. Den energiske og aggressive hardcore er i højsædet, og der bliver langet flade ud til høje og venstre samtidig med, at der flirtes med lidt electronica. Jo jo, det er stadig metalcore, men det er rart at høre et band, der ikke har glemt, at hardcore faktisk er en af grundpillerne i metalcore. Når der på ”Watercarrier” så endda kigges i en mere progget og atmosfærisk retning, så tegner der sig et billede af et band, der for alvor er blevet voksne og ikke gider det evindelige core-klynk.

Nu er der så bare seks numre mere, og trods ingen af dem er horrible rædderligheder, så er det heller ikke nogen, der stopper mig fra at gå i baren. Det er så skabelonskåret, pænt og poleret, at jeg ærgrer mig over, at jeg inden udgivelsen af pladen ikke havde købt aktiemajoriteten i Brasso. Der er intet på disse seks numre der gør noget som helst nævneværdigt – hverken i den voldsomt positive eller den negative retning. De eksisterer udelukkende for folk, der undrer sig over, hvordan metalcoreske pausefisk ville lyde. Var pladen udkommet for ti år siden, var jeg nok blevet imponeret over de djentede sektioner på ”Legacy”, men i dag er det lige før, vi er ude at tangere laveste fællesnævner for at ”eksperimentere” med metalcoren. Og undskyld mig, men hvad er ”Your body speaks to me in foreign tongues” for en lyrisk rædderlighed? Jeg er med på metalcore tit er poppet, men Justin Timberlake har lige ringet og vil gerne have sin linje igen.

Skønne spildte kræfter

I bund og grund er Renaissance en irriterende plade. Between Oceans viser over tre numre, at de sagtens kan give metalcoren den saltvandsindsprøjtning af aggressivitet, atmosfære og teknisk kunnen, som genren for alvor trænger til. At de så vælger at give det hele fingeren og spille skabelonskåret core på resten af pladen, er mig totalt ubegribeligt. Der er selvfølgelig en vis punket æstetik over beslutningen, men kom nu ind i kampen, drenge. Poleret metalcore er hørt til udødelighed, og nu hvor evnerne er der, hvorfor så ikke udnytte dem?

Tracklist

  1. Intro
  2. Legacy
  3. Oblivion
  4. Pressure
  5. Signal
  6. Breaking Point
  7. Watercarrier
  8. Crossroads
  9. In Your Eyes

Tilføj kommentar