Den, der leder, finder
Ordet "Archon" stammer fra det græske sprog og betyder leder eller hersker. I det antikke Grækenland refererede termen ofte til en regent, men den kunne også betegne en betydningsfuld position inden for det militære eller religiøse hierarki. Men betyder dette, at vi står over for en flok Afrodite-dyrkende fjolser eller spydsvingende hoplitter? På ingen måde. Gruppen har rødderne solidt plantet i den jyske muld, og kvartetten udgøres af Mikkel Rützou på vokal, Kresten Axelsen og Jonas Larsen på guitar samt Jeppe Kibsgaard på trommer. Men heldigvis er det ikke kun grækere, der evner at herske. Med udgivelsen af Requiem demonstrerer gruppen deres kapacitet til at bære både druer og rødvinsglas i hænderne, mens de leverer en intens og knusende core-oplevelse, for ep’en er, uden tvivl, en plade med massiv kraft og knald på.
På kanten af verden
Selvom fødderne er solidt plantet i den jyske muld, betyder det ikke, at man ikke kan skæve mod den store verden – og Archon har i sandhed udvidet deres horisont. Lydmæssigt placerer de sig tæt op ad metalcore-giganterne Polaris, Architects og Currents, men det er, som om bandet har kigget på de andres profil og tænkt: "Hey Jonas, de der Polaris, der er ret badass, men hvad siger du til, at vi gør det endnu vildere og tilsætter en ordentlig portion jysk smadder?" Danskerne formår at balancere mellem melodisk deathcore og klassisk metalcore på fornem vis,, og selvom Requiem indeholder et enkelt nummer, der ikke helt når samme højder, bliver EP’en på ingen måde ensformig. Tværtimod. Den mestrer på imponerende vis balancen mellem brutal aggression og kraftfulde breakdowns, mens de melodiske elementer tilføjer en dynamik, der gør hvert nummer unikt og markant anderledes end det foregående.
Man kan levende forestille sig, hvordan Kresten, Jonas og Jeppe i 2022 sad i deres aristokratiske gemakker i Aarhus og gnubbede hænderne af tilfredshed, da Mikkel Rützou blev udpeget som stand-in vokalist – for sikke et scoop! Mikkels vokal er en sand åbenbaring, idet han både mestrer højkvalitetsskrig og fremstår som en yderst kompetent growler – hvilket nummeret "Pacifist" er et fremragende eksempel på. Selvom især Sansera (og i mindre grad Unseen Faith samt Mathias Rønde Uldal-Jessen) bidrager med stærke gæsteoptrædener på udgivelsen, er EP’ens mest mindeværdige øjeblikke faktisk dem, hvor Archon står alene. Sangen "Phantoms" er et mesterligt stykke arbejde fyldt med storslåede synthesizers og imponerende guitararbejde fra Kresten og Jonas. Alligevel er det højdepunktet i trommespillet, leveret af Jeppe Kibsgaard, som løfter c-stykket til noget, der kun kan beskrives som værende kodylt på godt jysk. Da vi anmeldte Archon i 2021, modtog de velfortjente syv kranier, men der hersker ingen tvivl om, at aarhusianerne har hævet barren betydeligt siden da.
Pladens eneste egentlige svaghed ligger i afslutningsnummeret "Symphony" og dets omkvæd, der fremstår mere som en crowd-pleaser end noget med reel kunstnerisk tyngde. De tonale skift i nummeret virker desværre ikke lige så naturlige og flydende som på resten af albummet, hvilket er en skam. Dog er dette en mindre skuffelse, som man hurtigt kan skylle ned med et glas rødvin, når man tager i betragtning, hvor stærk og gennemført resten af pladen er. Personligt ville jeg også foretrække at skrue en smule ned for mængden af synthesizers, da eksempelvis nummeret ”Consume Me” ville være lige så fedt uden. Men det er en præference mere end andet.
En overbefolket sjælemesse
Archon besidder de tre mest afgørende egenskaber for at skabe fremragende metal: De er talentfulde, grundige og, vigtigst af alt, de brænder intenst for deres musik. Requiem er en mesterlig sammensmeltning af deathcore og metalcore, og uden tvivl en af de bedste EP’er, jeg har hørt i år, sammen med Thus. Med fem imponerende numre ud af seks må jeg tage hjelmen af for kvartetten og krydse fingre for, at næste udgivelse bliver et fuldlængdealbum. Mon ikke Last Mile Records kan træde til og hjælpe med at gøre det til virkelighed?
