Hvad er nu det her? - det ene øjeblik bliver der grindet for fuld skrue, det næste bliver man budt på sukkersødt pop. Hvis det her skulle forestille en joke er det da godt nok en forbandet dårlig en. For at synes det her er godt skal man da vist have tømt en hel julefrokost for snaps, desværre sidder jeg og er ædru som bare fanden lige nu og derfor har bandets kaotiske misk mask af forskellige stil arter en hel anden virkning. Forvirrede sjæle og andre mentalt forstyrrede vil nok synes at det er åh så fedt og anderledes, men jeg ved nu ikke om jeg ville synes om at blande gule ærter og nutella hvis man skal drage sammenligninger med det virkelige liv. Allermest er det forsanger Tommy Rogers som får mit pis i kog med hans snottede vokal, hvilken lyder som om han bliver gang banget af hele Harlem Globetrotters. Der er egentlig ikke noget galt med bandet som sådan, men hver gang de synes at have fundet en melodi der bare svinger en smule bliver den med det samme drukket i jazzede breaks og Tommy’s mund diare. Så med mindre du har hang til musik der kunne skræmme en elefant væk på 500 meters afstand, vil jeg nok råde til at købe en anden skive.