Progressivitet, Avant-garde, eklektisk eksperimentering. Det seneste udspil fra amerikanske Between the buried and me stiller krav til lytterens tolerance gennem et plethora af lyde og utraditionelle kompositioner.
Between the Buried and Me er i sandhed et band der gennem karrieren har formået at tilbyde lytteren lidt af hvert med deres overordentligt teknisk veludførte og eksperimenterende form for musik, ganske vidst med rødder i metallen, men med et indflydelses spektrum der spænder videre og bredere end de fleste.
Bandet hvis formation kan spores til omkring starten af 00’erne, har gennem de seneste år for alvor fået markeret sig med deres unikke og meget omstridte lyd, især efter udslagsgivende skiver såsom ’Alaska’ fra 2005 & ’Colors’ fra 2007, der for alvor viste et band bestående af yderst kompetente musikere der efterhånden havde fået etableret deres egen lyd via ofte lange og indholdsrige kompositioner, spækket med diversitet og kreativitet.
2012 kom det seneste udspil på gaden i form af ’The Parallax II: Future Sequence’ som opfølger på den forudgående ep ’The Parallax: Hypersleep Dialogues’. Et værk der ligesom de forudgående fuldlængder inkorporerer mange forskellige elementer, kombineret med teknisk, alsidig riffing og trommespil. Det er altid en udfordring at lægge ører til Between the buried and Me, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at opfange, og ikke mindst optage alle de varierende tempo –og humørskift der forekommer i hvert enkelt nummer. Af denne grund er det klart anbefalelsesværdigt at indlade sig på at lytte skiven igennem fra start til slut, da de individuelle numre ikke kommer til sin ret hvis de fjernes fra helheden, ganske som et Frank Zappa koncept album som eksempelvis Joe’s garage. Dette skal især forstås i kraft af albummets glidende overgange fra nummer til nummer, der på en eller anden måde indgår i en symbiose.
Det er, ganske som musikken, altid noget af en udfordring at forsøge at føre musik af denne slags ned på skrift, og ingen malende beskrivelser kan på noget tidspunkt forekomme fyldestgørende for læseren, da musik af denne slags bedst beskriver sig selv. Albummet vil under alle omstændigheder ikke appellere til den gængse tilhænger af Thrash/Death/Black/Doom metal, hvis ikke man har følt sig imponeret af bandets tidligere værket, eller til lytteren der er afholdende overfor svært teknisk, og eksperimenterende musik. Dog kan det med stor sandsynlighed fastlås at lyden på pladen som bandet er eksponent for ikke er noget som en dedikeret fan er ovennævnte genrer er vant til at støde på, om dette så virker interessant eller afskrækkende, er det op til personen selv at vurdere.
Between the buried and me vil nok for mange være en ”acquired taste” og for nogle måske decideret ”tasteless”, men svært ville det være ikke at anerkende bandets sublime musikalitet og kompostionstalent.
