De tyske progressive konger er tilbage!

The Ocean er klar med et nyt album. På trods af bandets efterhånden massive diskografi er det lykkes det tyske seksmandsorkester at lave lidt af en genistreg med sine to seneste udgivelser, Phanezoric I: Palaeozoic (2018) og Phanezoric II: Mesozoic/Cenosoic (2020), som for mig står som de to bedste værker, bandet har skabt indtil videre – og det siger ikke så lidt, for bundniveauet ved The Ocean er rigtig højt. Dermed har de også sendt sig selv på en svær mission med det nyeste album, Holocene, som er en afslutning på deres konceptunivers kredsende omkring geologiske epoker. Deres konceptunivers er lidt kringlet, og vi har ikke lavet en anmeldelse af bandets musik siden 2011, så jeg vil gøre noget helt usædvanligt: Jeg vil lidt overfladisk gennemgå, hvad deres konceptunivers handler om for at skabe en ramme for fælles forståelse til selve anmeldelsen. Er man kæmpe The Ocean-fan og kender universet ud og ind, så kan dette segment springes over, og ellers: hold på hat og briller, for det her bliver sgu lidt nørdet.

Geologisk og historisk nørderi

Kigger vi på de to tidligere udgivelser, Phanezoic I og II (på dansk Phanerozoikum), så er det den geologiske epoke, som dækker over hele den tidsalder, hvor der har eksisteret tydeligt liv på jorden. Som titlerne angiver, så beskæftiger de to tidligere udgivelser sig med specifikke epoker under den brede vifte, som Phanerozoikum er. Epokerne, der er tale om, er Palaeozoic (Palæozoikum), Mesozoic (Mesozoikum) og Cenosoic (Kænozoikum). Hvor Palæozoikum er de gamle dyrs tidsalder, altså en periode, der dækker over livets start på jorden med flercellede organismer, som udviklede sig til søpindsvin, hvirveldyr, biller og skorpioner. Mesozoikum er den geologiske epoke, hvor det var dinosaurerne, der dominerede landjorden. Og Kænozoikum er epoken, hvor pattedyrene begyndte at dominere landjorden, frem til nutiden.

Et helt spændende spørgsmål, der melder sig på banen, før jeg har lyttet til Holocene (Holocæn), og måske sidder andre med samme spørgsmål: Hvorfor skal dette ikke være Phanezoric III? Især da tidsalderen dækker over hele perioden, hvor der har eksisteret liv på jorden? Her er mit bud, inden vi når til anmeldelsen af selve albummet: Holocæn er den mellemistidsalder, vi befinder os i nu, hvor mennesket for alvor har præget jordens udvikling, og mange forskere mener netop, at naturen ikke længere går sin naturlige gang, men at menneskene har påvirket den. Især teknologien, herunder elektronikken, har sat nye rammer for menneskenes muligheder på godt og ondt. Dette kan være årsagen til, at denne epoke får et helt kapitel for sig selv fra The Ocean, da den kraftigt adskiller sig fra de andre epoker, som de har vendt. Den adskiller sig ved at være væsentlig kortere tidsmæssigt, men samtidigt er det den epoke, hvor der er sket allermest med livet på jorden.

De sluttede også Phanezoric II: Palaeozoic med sangen ”Holocene”, som var tungt drevet af synth og elektroniske elementer. Dermed er Holocene-albummet formentlig en naturlig ekspansion af der, hvor deres seneste udgivelse sluttede. Man kan muligvis snakke om et afsluttende og massivt appendiks til hele deres geologiske epoke af diskografien. Det er også det helt rigtige sted at slutte det mangeårige projekt: at kredse omkring os selv og vores plads i historien. Det er spændende, hvordan de så griber fat i denne yderst korte og hektiske epoke lydmæssigt og lyrisk – så lad os endelig tage fat der nu.

Havet, der omslutter os alle

Albummet starter på mange måder, hvor Phanezoric II slap med introen til førstesinglen, ”Preboreal”, som er drevet af synth, der sætter en slags mystisk, men også en lidt dyster stemning i sangens første minutlange instrumentale intro. Herefter kommer de skæve trommerytmer, og Loïc Rossetti hopper med ind i lydbilledet med sin vokal sammen med bas og guitar, som træder lidt i baggrundens atmosfæriske lydtæppe. The Ocean er lige så progressiv som altid, så sangen udvikler sig hen imod et flot og dæmpet klimaks. ”Preboreal” er en meget rolig The Ocean-sang og fungerer lidt som en musisk amuse bouche, altså noget, der byder os velkommen til albummet, gør os sultne på mere og vækker vores nysgerrighed. Selve lyrikken er ret direkte, men hvorvidt den passer med perioden Preboreal (Præboreal, første del af stenalderen) er svært for mig at se. Det er en periode, hvor al isen fra den seneste istid smelter, og skove vokser frem overalt på landjorden, hvilket betyder, at mange af landdyrene samt mennesker indtager skovene. Selve sangen omhandler dog meget, hvordan vi mennesker har mistet vores kritiske sans og noget af vores historie og kun stoler på de billeder, vi kan se. En tekst, der virker til at være meget mere rettet mod det moderne menneskes tidsalder, hvor den tilgængelige informationsstrøm styrer sandheden og tænkningen.

Der er i sandhed rigtig mange gode og interessante momenter på Holocene, og en ting, der generelt kan siges, er, at albummet har en langt større brug af synth og elektroniske komponenter end de tidligere konceptudgivelser i denne serie. Det passer godt til menneskenes prægning af verden med teknologi og elektronik, for hvordan skulle man da ellers repræsentere dette musisk? Det gør, at albummet ikke bare føles som en gentagelse af de to tidligere, men som en naturlig udvikling.

Et af pladens store højdepunkter er sangen ”Uncomforties”, som har en feature med Karin Park. Hun synger de første fire minutter af sangens ni minutter, og hendes klang rummer en masse dramatik og melankoli. Hun får nemt tankerne ledt hed mod Chelsea Wolfe, og Park er et perfekt match til The Oceans lydunivers. Sangen foregår i et jævnt og roligt tempo på hendes del af sangen med lækkert trommespil, gode hooks og hvad der lyder som trompeter (kan også være keyboard) til tider. Disse trompeter er der især, når Park rammer den høje ende af sit register, hvorfor de faktisk fletter flot sammen med vokalen, hvilket er yderst velvalgt sangskrivning. Når hun træder ud af sangen, dæmpes den væsentligt med synthen som tonesætteren. Herefter træder skæve trommerytmer og guitarmelodi til med vokaler fra The Ocean, der reciterer ordene: ”Don’t turn on the bright lights”. Der bygges lag på lag, indtil sangen eksploderer i sit klimaks, hvor det bliver et hektisk inferno med fuld hammer på alle instrumenter, og ordene skriges ud. Sangen er et kæmpe bevis på, at The Ocean sagtens kan mestre at samarbejde med andre også, hvis man da var i tvivl om det. Jeg vil absolut ikke være modstander af hvis de for eksempel lavede en hel plade med Karin Park, i stil med hvad Cult of Luna har gjort med Julie Christmas.

Tyskerne triumferer atter

Holocene er et album, som tilbyder sin lytter en masse: alt fra lyrik, som kredser om menneskehedens mørke sider, til lækre instrumentale passager og fantastiske vokalleveringer fra bandet selv og Karin Park. Der er masser af variation hele albummet igennem, og det forbliver en dragende oplevelse. De formår at gøre det på sådan en måde, at Holocene føles som en naturlig efterfølger i serien om geologiske epoker, men uden at det bliver for gentagende eller træder for langt væk fra deres vanlige lyd. Det er i sandhed en smuk og fortjent afslutning til hele denne konceptserie, hvor de sætter et fænomenalt punktum, med hvad der i min optik er det bedste album i hele serien. Det er vanvittigt, at det tyske orkester fortsat formår at holde det høje niveau. Det er svært ikke at gøre andet end at hylde det, for der er ikke mange bands, som kan gøre dem denne kunst efter.